Nyhed

Martin Hall springer ud som spoken word-kunstner

Multikunstneren læser tekster op til musik af Lennart Ginman i Copenhagen Jazzhouse 16. april

Man skulle tro, at multikunstneren Martin Hall har prøvet det hele - sanger, sangskriver, multinstrumentalist, producer, forfatter, skuespiller, performance- og installationskunstner, klummeskribent og "Talent 2008"-dommer med mere. Men han har, tro det eller ej, ifølge sig selv aldrig givet den som spoken word-kunstner, altså fremført egne tekster til musikalsk backing.

Det bliver der imidlertid lavet om på i Copenhagen Jazzhouse 16. april. Her vil Martin Hall fremføre egne tekster foran et orkester, der består af Copenhagen Jazzhouses kunstneriske leder og aftenens kapelmester, bassist Lennart Ginman samt Simon Toldam (flygel/elektronik) og Johannes Burström (bas med mere).

Trioen vil også samme aften akkompagnere oplæsninger ved de to unge og meget roste digterinder Christel Wiinblad og Katinka My Jones.


Hør man til dem, der bare ikke kan få nok af Martin Hall, kan man desuden opleve ham dagen før, altså 15. april på Hovedbiblioteket i Århus, hvor han sammen med digteren Nicolaj Stochholm og lydkunstneren Søren E. Jensen vil præsentere de tres fælles værk, cd'en "Færden", der udkom i slutningen af 2008. Dette arrangement fungerer samtidig som optakt til århusianske Lyd+Litteratur-festival, der finder sted i 16.-18. april på Archauz/Lobby i Århus.

ANNONCE