Den internationalt anerkendte dj skal til at lave radio hver fredag og lørdag
Fra om med i aften kommer den erfarne dj Rune RK, der har givet den som dj på klubscenen siden 1993, til at stå bag mikserpulten og mikrofonen i forbindelse med radioprogrammet The Voice in The Mix.
Rune RK blev internationalt kendt da han tilbage i 2002 indspillede nummeret "Calabria", og har siden været et eftertragtet navn når det kommer til at spille house, techno og reggae fusion på diverse klubber verden over. Omkring det nye samarbejde med The Voice siger Rune RK selv:
"Jeg har valgt at samarbejde med The Voice, fordi jeg synes Danmark manglede et program, der kun fokuserer på klubmusik. Jeg har længe ønsket mig at lave radio, og da muligheden bød sig, var det oplagt at lave et program, der omhandler det jeg elsker allermest, nemlig house/techno og alt imellem. Jeg glæder mig utroligt meget til at komme i gang."
Dj Chriz, der er redaktør og fast vært og dj på programmet, siger om nyerhvervelsen: "Vi har gennem den senere tid opgraderet programmet fordi elektronisk musik er blevet meget stort herhjemme, og artister som for eksempel Guru Josh Project og Medina har længe ligget i toppen af salgslisterne. Derfor er det fantastisk for programmets fortsatte udvikling, at vi nu indleder et samarbejde med en af de største danske dj's indenfor klubmusik, et samarbejde som jeg forventer mig meget af."
Rune RK kan opleves hver fredag og lørdag fra klokken 22:00 til klokken 23:00 i radioprogrammet, der i sin fulde længde strækker sig fra klokken 18:00 til og med midnat.