Nyhed

The Late Parade har videopremiere - og album på vej

Videoforløberen til debutalbummet kan opleves på MySpace fra i dag – album ude i maj

GAFFA har længe haft et godt øje til gruppen The Late Parade, som vi har interviewet og anmeldt live flere gange, ligesom vi gav deres selvbetitlede debut-ep fra efteråret 2007 en pæn firstjernet anmeldelse. Nu oplyser gruppen så, at der er sat en udgivelsesdato på deres længe ventede debutalbum. 11. maj kommer albummet, der har fået titlen “In Chase Of Red Beads”. Samtidig er videoen til album-skæringen “We Will Walk Straight Through This Wall” klar på MySpace fra og med i dag, mandag den 19. januar.

GAFFA besøgte bandet i studiet på Vesterbro i oktober, og dengang sagde forsanger Rune Vigil blandt andet følgende: - Det er rart at lave tekster og musik for kunstens egen skyld. Vi fokuserer så meget på værket, og vi vil ikke nødvendigvis have referencer til krige i Irak eller økonomien. Det er nok et produkt af, at der sker så meget fucked up ting i verden, og musikken bliver lidt en oase, hvor man kan puste lidt ud.

The Late Parade har eksisteret siden 2003, hvor de startede under navnet Tosibb, en forkortelse af Themes of Solitude in Broken Bottles. Deres lyd var afdæmpet og drømmende med Rune Vigils markante falset-vokal i front. Tosibbs demo fra 2006 blev kåret som månedens demo i GAFFA og tildelt fem stjerner. Samme år skiftede gruppen navn til The Late Parade. Året efter udvidede de bandet med en trommeslager, Line Grønbech, og fik dermed deres første kvindelige medlem – og en markant tungere lyd.

I 2007 udgav The Late Parade deres selvbetitlede debut-ep, indspillet i Hellig Kors Kirken og produceret af Frederik Thaae (A Kid Hereafter, Murder, I Am Bones med flere). Ep'en er også udgivet i Japan på selskabet Rallye and Klee (Klaxons, The Teenagers med flere), og første oplag er udsolgt.

The Late Parade er nu som sagt på vej med debutalbummet, indspillet i efteråret 2008 med Ebbe Frej (epo-555) som producer. Gruppen har efter eget udsagn udviklet deres lyd ”fra tyst til højstemt”, hvilket den episke og småpompøse “We Will Walk Straight Through This Wall” er et godt eksempel på.

Videoen til sangen er optaget på et almindeligt lomme-digital-kamera. Skuespilleren i videoen, Irina Braband (tidligere balletdanser, som i øjeblikket også kan ses i en ny Rynkeby-reklame), har lavet optagelserne - egentlig til en kortfilm, instrueret af Kasper Torsting (“Solo”, “Rocket Brothers”). Filmklipper Martin Wehding (“Solo”, “Blå Mænd” og p.t. Robert-nomineret) fik idéen til at klippe filmen om til musikvideo, efter at han havde hørt “We Will Walk Straight Through This Wall” og forelsket sig i sangen. Egentlig som et forsøg, men resultatet blev så godt, at det kom videre fra klippebordet og ud i verden.

"In Chase of Red Beads" har som nævnt release 11. maj, men inden da tager bandet i februar og marts til udlandet for at prøve deres nye sange af live. Første gang, man kan opleve dem i Danmark, bliver på Rust i København den 12. marts. Releaseturnéen er planlagt til september 2009.

The Late Parade er:
Rune Vigil: Sang, guitar
Rasmus Zedlitz: Guitar, kor
Nicolai Qvindbjerg: Bas, kor
Line Grønbech: Trommer, percussion
Troelz Schmidt: Keyboards, kor


Se videoen på The Late Parades MySpace-profil

ANNONCE