Medlemmer af gruppen har genindspillet "Bare Spil Noget Lårt" for stueorgel
I marts udsendte BliGlad deres andet album "Bare Spil Noget Lårt". Et album, som GAFFAs anmelder Henrik Bæk i øvrigt syntes levede lidt for meget op til sin titel, men det skal vi ikke dvæle ved her. I stedet vil vi gøre opmærksom på, at to af gruppens medlemmer, Benjamin (tangenter i BliGlad) og Kristian (bas og artwork for BliGlad) samt Jesper (guitarist i Analogik) nu har indspillet et minialbum med fortolkninger af numre fra "Bare Spil Noget Lårt" - spillet udelukkende på stueorglet fra kollektivet i Holme, bortset fra en lille blokfløjte og en guitarsolo.
Minialbummet, med den oplagte titel "Bare Spil Noget Orgel", er en rendyrkning af principperne bag BliGlads albums. Det er således indspillet på en enkelt aften, med beskedent teknisk udstyr og, ifølge bandet selv, "godt humør og en masse kaffe." Udgivelsen kan købes på vinyl i den århusianske pladebutik Route 66 og desuden downloades gratis på: http://virb.com/orgel.
De nye versioner af sangene har fået følgende titler:
Bomulden og Orglet
Kaere Orgel
Kongen af Orgel
Orgel i Farver
Orgel Nu Ned Derfra
Rejeorgel
Derudover er BliGlad også aktuelle med den nye single "Kære Kirsten" i en sampak med Flip-remix af "Dans for Satan" samt "Skinke med Laksko" i en svineinfluenza-version. Dette remix kan købes på de danske download-portaler.
Bandet kan opleves live følgende steder i løbet af sommeren:
17.07.2009 Tivoli Friheden, Århus
31.07.2009 Bork Havn Musikfestival, Bork
01.08.2009 Danmarks Grimmeste Festival, Brabrand
04.09.2009 Portalen, Greve





