Nyhed

Electrojuice på turné

Mads Kolding og Jakob Littauer drager landet rundt i november

Den unge elektroduo Electrojuice alias teenagerne Mads Kolding og Jakob Littauer har haft masser af vind i sejlene de sidste par år med blandt andet optræden på Spot Festival både i 2008, 2009, By:Larm 09 i Oslo samt som opvarming for både The Prodigy og Kraftwerk. Sidste måned udgav de så debut-minialbummet "Solrock" med vokalbidrag fra markante vokalister som Troels Abrahamsen, Asbjørn Auring Grimm (eks-Decorate Decorate) og Negash Ali og en lyd, der går fra ambient og dubstep til hiphop-beats. Nu drager Electrojuice så på en miniturné bestående af fire koncerter i henholdsvis Aalborg og København (begge som en del af Sound of Copenhagen), Århus (Present Århus) og Slagelse.
 
Electrojuice lover "buldrende beats, tonstung bas, kilden i fødderne og småsyrede effekter, men samtidig eftertænksomme toner, dystre og mystiske stemninger" samt "sjælen af to fuldstændigt uhørt fokuserede unge drenge", og det lyder jo lovende. GAFFAs anmelder Jesper Buhl var også godt tilfreds med minialbummet "Solrock", som han blandt andet skrev følgende om:

"...et mangefacetteret, melodisk interessant udspil, som peger i adskillige spændende retninger. Om det så er dyster, forvreden electro-hiphop (Perfect feat. Negash Ali), melodiøsitet med flagkip til klassisk halvfemser-IDM (Panpan, Wakan) eller langstrakt techno med old school-elbas og smukke klangflader (Lunatone), så er de to drenges musik egensindig og selvstændig og samtidig umiddelbart fængende. En misundelsesværdig kombination."

Electrojuice kan opleves følgende steder:
13. november 2009 - Train, Århus
14. november 2009 - Studenterhuset, Aalborg
20. november 2009 - Slagelse Musikhus, Slagelse
21. november 2009 - Lille Vega, København

Køb billetter via GAFFA Live


ANNONCE