GAFFA fangede Brooklyn-gruppen backstage ved deres koncert i Vega i onsdags
Brooklyn-gruppen Grizzly Bear har oplevet massiv succes med deres tredje album, "Veckatimest", som udkom i maj og har fået fremragende anmeldelser verden over, også i Danmark. Gruppens koncert i Store Vega onsdag i denne uge havde været udsolgt i månedsvis, og stort set den samlede danske presse var mødt frem for at tale med bandet, da de kom til København. Også GAFFA, som fik et kvarter med guitarist Daniel Rossen og trommeslager Chris Bear.
Ifølge gruppen selv har deres store succes dog ikke ændret dem. Hverken som band eller individer. "Det har været et hektisk år, som i det store hele har handlet mest om at holde os oven vande, og fortsat spille interessante koncerter," siger Daniel Rossen. Han fortsætter: "Folk er måske begyndt at genkende Ed [Droste, sanger og guitarist, red.] på gaden – han har også et lidt mere ikonisk udseende, tror jeg – men personligt har jeg det fint med fortsat at kunne forsvinde i mængden".
Et musikalsk projekt i udvikling
"Veckatimest" har klart mere radiohitpotentiale end de to forgængere. Den er markant mere tilgængelig med den organiske dynamik, der præger stort set alle skæringer. Den musikalske evolution kom dog ganske naturligt for bandet. "Jeg tror, udviklingen havde meget at gøre med, at vi skulle lære os selv at kende som band. Det har været en gradvis proces at udvikle Grizzly Bear fra Eds beskedne soveværelsesprojekt til hans og Daniels fællesprojekt, og til sidst til et firemands liveband. Vi har turneret en masse siden, og udviklingen af sangene fra dengang til nu har haft en masse at gøre med, hvordan "Veckatimest" er kommet til verden," siger Chris Bear.
Læs hele interviewet i GAFFAs artikelsektion