Nyhed

Quadron giver biografkoncert i København

Den elektroniske soulduo spiller i Grand Teatret og bliver ledsaget af kunstfilm på biografens lærred

Sangerinden Coco Maja Hastrup Karshøj og produceren Robin Hannibal er begge en del af det roste electronica-kollektiv Boom Clap Bachelors, men nu arbejder de også sammen i en ny konstellation ved navn Quadron. Duoen giver senere på måneden koncert i København, hvor deres elektroniske tilgang til soulmusikken kan opleves i Grand Teatret den 17. september.

Valget af en biografsal til en koncert er måske ikke helt oplagt, men passer ganske fint til Quadron. For dem har det filmiske allerede på flere måder betydet en del. Deres karriere blev nemlig skudt rigtigt i gang, da de blev bedt om at lave musik til Hella Joofs film "Se Min Kjole". Det satte gang i Quadrons selvbetitlede debutalbum, der udkom i juli i år, hvorfra singlen "Slippin'" har en del rotation på P3. Albummet fik fire stjerner af GAFFAs anmelder, som blandt havde følgende at sige om soulduoen:

"Hvad angår originalitet og ambitionsniveau er duoen fuldt på højde med beslægtede kollegaer som The Asteroids Galaxy Tour og Oh Land. Cocos på en gang skrøbelige og probate vokal klæder Robins elektroniske produktioner, der oser af vintage knowhow uden at fortabe sig i ligegyldig retro-tankegang."

Coco Maja Hastrup Karshøj og Robin Hannibal er ikke nye i faget og har begge udover arbejdet i Boom Clap Bachelors-projektet et imponerende cv. Coco Maja Hastrup Karshøj har sunget kor for r&b-prinsessen Karen allerede som 17-årig, og Robin Hannibal har arbejdet med blandt andre Clemens, Jokeren og L.O.C. og har med sine egne projekter i Owusu & Hannibal og Parallel Dance Ensemble også fået stor ros.

Quadrons kombination af gammeldags soul og elektroniske elementer kan opleves i P3-programmet Musik Nu, hvor de spiller hele deres sæt live om eftermiddagen den 12. september, og ikke mindst med backing band i den københavnske biograf, hvor duoen spiller ugen efter. Her vil duoen blive ledsaget af en række kunstfilm, der vil blive vist på biografens lærred. Billetter til arrangementet kan købes via Grand Teatrets webside.

ANNONCE