Nyhed

Ny dansk bog om subkulturer

Interviews med Nekromantix, MissFish og Ras Bolding og essays af blandt andre Martin Hall og Henrik List i ny dansk bogudgivelse

I oktober udkommer forfatteren og freelancejournalisten Peter Grønlunds nye interview- og essaybog "Subkultur – undergrund og modkultur". Bogen præsenterer en række subkulturer, herunder flere musikalske af slagsen, i form af interviews, samtaler, essays og billedmateriale.

Bogens forfatter lægger vægt på, at indgangsvinklen ikke er akademisk, men at interviewene derimod er
"fordomsfrie og åbne samtaler med centrale personer fra de forskellige subkulturer, om værdier, holdninger og stil."

Bogen indeholder blandt andet interviews med Kim Nekroman (billedet) fra bandet Nekromantix om psychobilly, performeren MissFish om queer, elektromusikeren og skribenten Ras Bolding om goth, Hugin fra bandet Blodarv om satanisme og black metal, og derudover er der interviews med en hooligan, en graffitimaler og flere andre kulturelle subkulturer.


Derudover rummer "Subkultur" essays af musikeren og forfatteren Martin Hall, kulturjournalisten Henrik List og psykologen Sara Spangsberg.

"Subkultur – undergrund og modkultur" er på gaden lørdag den 2. oktober på forlaget Bogkompagniet.

ANNONCE