Circle og Japandroids følger med i kølvandet af navne, der er nye navne til festivalen
Robyn og Florence And The Machine blev tidligere på ugen tilføjet programmet for årets Roskilde Festival, men dagens nye navne leverer noget voldsommere toner til sommerens festivalsoundtrack. Her står den nemlig på metal, Krautrock og støj pop fra Killswitch Engage, Circle og Japandroids.
Killswitch Engange har på ti år udsendt fem udgivelser, hvor hovedværket ifølge GAFFAs Keld Rud er "As Daylight Dies" fra 2006, som modtog seks stjerner i forbindelse med anmeldelsen. Siden er kommet albummet "Killswitch Engage", hvilket også var titlen på deres debutalbum, og det er det album bandet er ude for at promovere, når de til sommer sætter kurs mod Danmark.
Her får de følgeskab af finske Circle, der synes konstant at udskifte medlemmer og udsende plader. Det samlende punkt er frontmanden Jussi Lehtisalo, der inspireret af bands som Neu! og Can blander Krautrock med progressiv rock, drone og black metal.
Sidste tilføjelse er Japandroids, der gæstede Danmark i starten af februar. Bandet udsendte sidste år det roste album "Post-Nothing", og missede man dem for et par uger siden, får man altså en ny chance for at se dem til Roskilde Festival 2010.