Nyhed

Rock for ligestiling

På Vega markeres 100-året for Kvindernes Internationale Kampdag af kunstnere som Speaker Bite Me og Sterling

Den 8. marts er 100-årsdagen for Kvindernes Internationale Kampdag, og det bliver fejret på Store Vega, hvor en lille håndfuld danske kunstnere giver deres musikalske bidrag. På plakaten finder man Kira Skov, Speaker Bite Me (billedet), Annika Aakjær og Sterling.

Drengene fra Sterling erklærer, at der er et sammenfald mellem kampdagen og udgivelsesdatoen på deres nye album; "Tonemaskinen", og de har ingen betænkeligheder ved at holde den kønspolitiske fane højt, samtidig med, at de fejrer den nye udgivelse. "Det er et lykkeligt sammentræf", siger Mads Nygaard (forsanger), og han mener, at Sterling som den eneste all-male gruppe på scenen den aften også har sin berettigelse: "Godt nok har vi tænkt tanken, at vi er en flok drenge, og hvordan hænger det nu sammen (...) men det synes vi det gør. Ligestilling er for begge køn."

Den markante danske kunstner Signe Høirup Wille-Jørgensen er, sammen med Martin Ryum, frontfigur i støjrockbandet Speaker Bite Me. Derudover har hun udgivet soloplader under kunstnernavnet Jomi Massage, og har heller ikke i denne sammenhæng holdt sig tilbage fra at berøre politiske emner. Således prydes hendes "Skandinaviske Klagesange", der blev til i samarbejde med Lars Møller og DR Big Band, af en person iklædt en Dannebrogs-farvet burka.


8. marts står hun i Vega sammen med resten af Speaker Bite Me, og selvom bandets sidste udgivelse, "Action Painting" bevægede sig lidt væk fra tidligere tiders guitarstøj, og mere i retning af avantgarde-pop, vil distortion-guitaren nok ikke være helt ude af billedet, når Kvindernes Internationale Kampdag skal markeres.

Blletprisen er 100 kr for mænd og 82 kr for kvinder inden kl. 21. De 18 kroners forskel markerer det 18% løngab mellem mænd og kvinder.

ANNONCE