Nyhed

Stella Polaris er klar med programmet

Chillout-arrangementerne får blandt andet besøg af Yoav og LTJ Bukem

Stella Polaris har siden 1997 stået bag årets bedste chillout-event, og nu er folkene bag klar med programmet for de to arrangementer i august i henholdsvis Århus og København. Blandt de bedstkendte navne finder man Yoav (billedet) og LTJ Bukem.

Den engelske drum'n'bass musiker LTJ Bukem var i 90erne med til at bringe genren til masserne, og når han dukker op til Stella Polaris sker det i følgeskab med MC Conrad, som han har samarbejdet med i mere end femten år. De får følgeskab af landsmanden Ewan Pearson, der udover at have samarbejdet med navne som Gwen Stefani og M83 også har remixet sange for Ladytron, Depeche Mode, The Rapture, Goldfrapp og The Chemical Brothers.

Danmark er repræsenteret af Lulu Rouge, Tue Track, Aebeleo, Nicka, Løwenstein og Kalle B, og oven i alle disse navne vil man også kunne opleve israelske Yoav, der vil spille materiale fra sit seneste album "A Foolproof Escape Plan" blandet med numre fra det populære album "Charmed & Strange".


I år vil der desuden blive afviklet afterparty i begge byer med titlen "Night Music", hvor man kan opleve LTJ Bukem og MC Conrad levere deres drum'n'bass-show samt høre Ewan Pearson, Lulu Rouge, Cemetary og 4 slag, der består af der består af Henrik Munch (Sorten Muld) og Hans Hansen (Ørtz) samt de to dj's René Kirkegaard (DJ Cemetary) og Jakob Domino.

Stella Polaris afvikles i år i Århus lørdag d. 31. juli (Botanisk Have v. Den Gamle By), og søndag d. 1. august i København (Østre Anlæg, v. Statens Museum for Kunst), og i Århus er der afterparty på V58, og i København er det på Rust.

Der er som altid gratis adgang til Stella Polaris.


ANNONCE