Nyhed

Martin Hall klar med ny roman, lydbog og live-dvd

En hel række Martin Hall-relaterede udgivelser er på vej i løbet af efteråret

Den evigt rastløse romantiker Martin Hall har alle dage været umanerligt produktiv, og nu har han skrevet det første skønlitterære værk siden "Den Sidste Romantiker" fra 2005. Det drejer sig om en dyster roman ved navn "Kinoplex", der problematiserer det moderne samfunds billeddyrkelse og denne visuelle kulturs indflydelse på den måde, vi lever vores liv. I en række tilbageblik opridses hovedpersonens historie og smuldrende identitet efterhånden. Samtidig bliver det klart, at der er foregået en eller anden forbrydelse, men man skal nok ikke vente sig nogen krimi i ordets almindelige betydning.

Udgivelsen af "Kinoplex" er planlagt til udgivelse 2. september på forlaget Lindhardt og Ringhof, men der er mere på vej. Martin Hall udgiver nemlig også romanen som lydbog, vel at mærke en indspilning, han selv tager sig af. I løbet af efteråret vil Hall også optræde med en række performances i anledning af udgivelsen, men hvad de nærmere kommer til at gå ud på, ligger i øjeblikket ikke fast.

Som om det ikke var nok, er en dvd-udgivelse af Martin Halls koncert i Sankt Pauls Kirken i forbindelse med Recession-festivalen 2009 i støbeskeen. Koncerten blev voldsomt rost - også her på GAFFA, hvor Martin Hall blandt andet fik følgende skudsmål:


"En absolut fremragende aften, hvor kirkerummet - og det stemningsfulde lys - udgjorde en noget nær perfekt ramme for Martin Halls pastorale udlægning af punk, pop og meget andet mellem de to poler."

Allerede et par dage efter koncerten havde et par af GAFFAs læsere under anmeldelsen foreslået en udgivelse af koncerten, og det sker altså nu under titlen "Skt Paul Rec 2009". Koncert-dvd'en ventes at udkomme 4. oktober.

Har man stadig appetit på mere Martin Hall, bliver det såkaldte Pested Dreg-album "Years of Struggle Against the Lies, the Stupidity and the Cowardice" fra 1981 genudgivet af det amerikanske selskab Dark Entries. Der er tale om en vinyludgivelse i et begrænset oplag, og hvis man vil have fingre i det, anbefales det at holde godt øje med Martin Halls hjemmeside her i løbet af efteråret.


Sidst, men ikke mindst, har musikjournalisten Jan Poulsen lagt sidste hånd på en bog, der samler op på forskellige aspekter af punk-fænomenet i dansk sammenhæng. Titlen er "Something Rotten!" med undertitlen "Punk i Danmark: Maleri, Musik, Litteratur 1977-1985". Tanken bag udgivelsen har været at lade de centrale personer fortælle historien selv. Der er altså tale om en interviewbog med cirka 70 forskellige skikkelser i periodens punk-miljø, inklusive Martin Hall, Peter Peter og Søren Ulrik Thomsen. Bogen udkommer 20. august.

Som supplement til Poulsens bog genudgives i øvrigt de to film om henholdsvis digter- og musikscenen i begyndelsen af firserne: "Totem" og "Nattens Engel" på dvd. De udkommer i starten af juni måned.

ANNONCE