I dag udkommer Simon Kvamm og Peter Sommers debutalbum, men det bliver ikke en engangsforestilling
Det længe ventede selvbetitlede debutalbum fra konstellationen De Eneste To, Peter Sommer og Simon Kvamm, udkommer i dag, mandag den 11. oktober. Det bliver dog ikke den eneste plade, de to vil lave sammen. Sådan lyder det i hvert fald fra de to musikere i et interview med Ekstra Bladet i dag.
Efter at være blevet kategoriseret som en såkaldt supergruppe udtaler Peter Sommer:
"Det er typisk for de såkaldte supergrupper, at de tit kun laver en enkelt cd. Vi har det helt klart sådan, at det tror vi ikke, vi nøjes med." Simon Kvamm fortsætter:
"Der skal jo nok være folk derude, der anskuer det, vi har kastet os ud i, som et 'lille hyggeprojekt', som vi hurtigt forlader igen for at vende tilbage til vores oprindelige musikalske rammer. Vi føler os dog ret overbeviste om, at vi har flere sange i os, og at vi vil blive ved med at finde kreativ næring i at gøre tingene på en anden måde end i Nephew og Peter Sommer Band."
Duoen fortæller desuden, at De Eneste To ikke kommer til at influere på deres allerede eksisterende projekter. Derudover beretter de om, at de ikke ved, hvordan de vil lave musik i fremtiden.
"I skal ikke tro, I ved, hvor I har os, for det ved vi ikke engang helt selv endnu", siger Simon Kvamm endvidere til Ekstra Bladet.
Bandets debutalbum "De Eneste To" har fået fem stjerner af GAFFAs anmelder Lars Löbner Jeppesen. Han skriver blandt andet:
"Al snak om et hurtigt sideprojekt manes til jorden med et eftertænksomt og stort værk, der har potentialet til at stå tidens test bedre end bagkataloget."
"De Eneste To" er udkommet i dag den 11. oktober på Sony/Copenhagen Records, og du kan læse hele GAFFAs anmeldelse, ligesom du kan læse et større interview med bandet fra det seneste GAFFA-magasin.