Lulu Rouge og DJ Static vil med tyve andre kunstnere optræde til "8000 Haiti" for at samle penge til den katastroferamte ø
Ti måneder efter jordskælvet på Haiti vil Lulu Rouge (billedet) og DJ Static sammen med tyve andre musiknavne spille op til kæmpe Haiti-støttefest "8000 Haiti" på lørdag den 16. oktober i Århus. Det er IBIS og Kaospiloterne, der står bag arrangementet, hvor overskuddet går til Haiti via IBIS' samarbejdspartner Concern.
"Vi har sammen med Kaospiloterne i Århus fået stablet en kæmpe fest på benene. Allerede nu har over 400 medlemmer meldt sig til på Facebook, og med et så massivt line-up af gode musikere, bliver det festen, man ikke må gå glip af," siger frivilligkoordinator Christian Damholt fra IBIS i en pressemeddelelse.
Arrangørerne skriver desuden om katastrofen:
"Den 12. januar 2010 kl. 16.53 lokal tid ramte et voldsomt jordskælv Haiti. Det målte 7,3 på richterskalaen - det er det kraftigste jordskælv i Haiti i mere end 200 år. Jordskælvet ramte især Haitis hovedstad, Port-au-Prince, hvor der bor ca. 4 millioner mennesker. Også de omkringliggende byer Carrefour og Jacmel blev hårdt ramt. Jordskælvet har lagt store dele af landet i ruiner. Haiti er et af verdens fattigste lande, og har ikke de nødvendige ressourcer til at afhjælpe skaderne efter så voldsom en katastrofe. Udstyr som maskiner og lastvogne, der eksempelvis skal fjerne resterne af nedstyrtede bygninger, eksisterer kun i meget lille omfang, og der er stadig mennesker i hundredtusindvis, der lever deres liv under en presenning."
IBIS' samarbejdspartner Concern, der er med i Alliance2015, er til stede på Haiti og har omfattende erfaring med at arbejde i landet. Overskuddet fra støttefesten går via IBIS til Concerns arbejde i Haiti.
Så udover at man støtter en god sag, så er der også en musikalsk gevinst. For Lulu Rouge fik i 2008 fem stjerner for deres debutalbum "Bless You" af GAFFAs anmelder Jesper Buhl, der kaldte albummet: "Et vellykket album, som på fornem vis forener stram maskinføring med røgfyldte klange i ekkokammeret".
Lulu Rouge og mange flere kan du opleve til 8000 Haiti-arrangementet, der finder sted på lørdag den 16. oktober, Jægergårdsgade 103 i Århus. For Københavnere er der arrangeret transport til og fra Århus, og det kan du læse mere om på eventens facebook eller på ibis.dk.