Nyhed

The Wombats indtager Vega

I februar næste år besøger de engelske pungdyr København med nyt materiale

Den 7. februar næste år besøger det britiske indie-band The Wombats Lille Vega i København. Bandet har tidligere annonceret, at et nyt album er på trapperne, og det skulle se dagens lys sidst på året.

Bandet har foreløbigt annonceret udgivelsen på første singleudspil fra deres kommende album, "Tokyo (Vampires & Wolfes)", der udkommer den 27. september, men som man allerede kan se og høre på Youtube, hvor den officielle musikvideo er blevet gjort tilgængelig.

Trommeslager Dan Haggis udtalte i august om det nye album:

"Mens det første album nærmest kun var indspillet live med et par overdubs, har vi denne gang virkelig haft tid til at lege med lyden. Nu kan vi bare ikke vente med at komme derud og være svedige."

Indie-rockbandet udgav deres debutalbum "A Guide to Love Loss and Desperation" i 2007. Den fik fire stjerner her på GAFFA af anmelder Kristian Bach Petersen, som kaldte bandet for "kækt, charmerende og ubekymret", og beskrev bandet således:

"En vombat er et murmeldyrlignende pungdyr, The Wombats er derimod et ærkebritisk indierockband, hvis musikalske udtryk ligger et sted mellem Kaiser Chiefs og The Rakes. En stil, der nok skal få indie-folket til at springe rundt på dansegulvet. De fleste af pladens omkvæd er drevet frem af flerstemmige "whooo-oooh"-kor, stramt spillede guitarriff og spøjse tekster."

The Wombats oplevede et stort gennembrud på indiescenen med debutalbummet og spillede to helt udsolgte turnéer i Storbritannien. De nåede blandt andet at spille steder som Royal Albert Hall og Glastonbury. Samtidig blev de nomineret til bedste nye engelske band til MTV Music Awards, og singlen "Let's Dance To Joy Division" vandt prisen som 'Best Dancefloor Filler' til musikbladet NMEs tilbagevendende award-show.

Hvorvidt The Wombats lever op til debutalbummet, kan man opleve til koncerten den 7. februar i 2011 på Lille Vega. Billetsalget er startet, og de kan erhverves via GAFFA Live.

I første omgang kan du dog lytte til singlen "Tokyo (Vampires & Wolves)", der kan købes fra den 27. september.

Lyt til singlen her:

ANNONCE