Det anmelderroste elektroniske kollektiv sender "Mellem Dine Læber" på gaden 21. marts
"En stringent, modig, medrivende og fantasifuld debutindsats."
Sådan faldt ordene blandt andet i GAFFAs anmeldelse, da Boom Clap Bachelors for godt tre år siden udgav den kritikerroste debut, "Kort Før Dine Læber". Nu er det københavnske musiker-, dj- og producer-kollektiv så småt klar med andet kapitel i deres planlagte dansksprogede trilogi.
Den 21. marts sendes mini-albummet "Mellem Dine Læber" på gaden, og ligesom forgængeren vil den angiveligt bero på Boom Clap Bachelors blanding af "klejnmodige elektroniske kompositioner tilsat androgyne vokaler sunget på modersmålet", for at citere fra ovennævnte anmeldelse.
Utålmodige ører vil kunne høre den første smagsprøve fra pladen næste mandag, hvor singlen "Falder Ind Og Falder Ud" slippes løs.
Siden debuten har Boom Clap Bachelors høstet pæn anerkendelse i både ind- og udland, hvor blandt andet BBC Radio 1's Karen P og Gilles Peterson kårede dem til "Årets Nye Navn i 2008", ligesom kollektivet også var at finde på Spot Festival, Roskilde Festival, Danmarks Smukkeste Festival og den engelske festival for elektronisk musik, The Big Chill.
Gruppens medlemmer er ved siden af Boom Clap Bachelors også aktuelle i en række andre sammenhænge - heriblandt sidste års vindere af P3's Karrierekanonen, Non+, samt ikke mindst den ligeledes anmelderroste elektroniske soul-duo, Quadron.