Nyhed

Grøn Koncert-nedtælling: De Eneste To

Når vi ikke er på scenen, kunne vi godt finde på at besøge et bryggeri

I år får Grøn Koncert selskab af den nye konstellation Kvamm/Sommer, der som duoen De Eneste To er klar til at berige de grønne koncertgængere med deres særegne musikalske univers. Kriterierne for en god tour er enkle for de to, der primært håber på godt vejr og mange mennesker:

– Så plejer det meste at lykkes. Vi håber også på at få set nogle af de andre orkestre. Både fra siden når de spiller, og fra oven når de ligger oven i en sammenbrast plasticstol. Når vi ikke er på scenen, kunne vi nok godt finde på at besøge et bryggeri eller måske at tage ud at se på noget moderne kunst eller hoppe en tur i bølgen blå. Almindelige gode danske sommerdyder.

Hvilken sang vil det røre jer mest, at folk synger med på?


– Det er kommet lidt bag på os, at folk indtil videre har sunget ret meget med på sangen Den Lige Vej. Ikke umiddelbart en oplagt medskråler. Det virker ret stærkt på os. Hermed er opfordringen givet videre.

Hvem glæder I jer mest til at holde efterfest sammen med?

– Helt klart Jacob Haugaard. Han slammer som bekendt en ond Apollinaris og besidder en humor sortere end en brøndgravers arbejde efter klokken 16.


Kan I løfte sløret en smule for, hvad man vil kunne opleve til sommerens koncerter?

– Vi ved ikke så meget endnu. Vi spiller nærmest hele vores eneste album og måske nogle undersatte engelske sange. Derudover har vi sat to clairvoyante samt nogle DR-regissører fra 70'erne på opgaven at skabe et eller andet tema for koncerterne. Vi er spændte på, hvad det kaster af sig.

Har I selv gået til Grøn Koncert tidligere?


– Tjoh, det har primært været lillebroderen Grøn Rock, som det hed engang. Det blev afholdt i Silkeborg og var en meget hyggeligt rockende endagsfest.

Hvor meget glæder I jer til at spille på Grøn Koncert?

– Fantastico subliminato extraordinales geniales meget. Superlativer holder godt nok en lav kurs i disse tider. Men vi mener det. Udråbstegn.


 

Tillægsspørgsmål fra Muskelsvindfonden:  

 


Vi spiller med musklerne  

Muskelsvindfonden kæmper for at skabe plads til forskelle – bare fordi man ikke har synligt store muskler, behøver man ikke at være slap!
 

Hvornår føler I jer stærkest?


– Lige når vi går på scenen. Alle muskler, fibre og reflekser siger: BANZAII!!

Hvilken muskel vil du helst undvære? – og hvorfor?

Peter Sommer: – Mavemusklen. Det ku' være fedt! Fik alle den??


Hvis du var en superhelt – hvad ville din styrke være?

Peter Sommer: – Negle med gift på... Håber virkelig ikke, den er taget...
 

 


Grøn Koncert finder sted i dagene 14.-24. juli over hele landet. Køb billetter via GAFFA Live.

 

ANNONCE