Nyhed

De Efterladte klar med debutalbum

Peter H. Olesen og Michael Lunds "Traditionen Utro" er på gaden 6. juni

Fire år er gået, siden den dansksprogede duo Olesen-Olesen takkede af med dobbeltudgivelsen Kain & Abel, det syvende og sidste af en række album, som måske nok blev større kunstneriske end kommercielle succeser, men ikke desto mindre sikrede duoen en dedikeret tilhængerskare og roser fra et for det meste begejstret anmelderkorps. Siden har forsanger og tekstforfatter Peter H. Olesen turneret med gammelt og nyt materiale sammen med den mangeårige makker fra Olesen-Olesen-dagene, Michael Lund under navnet De Efterladte.

Den 6. juni er denne konstellation omsider klar med deres første album, som har fået titlen Traditionen Utro. Her træder den tidligere sidemand Lund et skridt frem i forhold til sin hidtidige tilbagetrukne position og har foruden at betjene en række instrumenter fra dobro og lap steel til guitarer, Fender 6-bas og orgel skrevet en del af musikken til pladen, som også rummer melodiske bidrag fra kollegerne CS Nielsen og Mads Mouritz. Lyrisk ligger pladen i forlængelse af bagkataloget, om end der skimtes lidt flere sprækker af håb end på Peter H. Olesens bidrag til Olesen-Olesens sidste opus.

Peter Olesen: – Jeg synes sådan set faktisk, at der er mange forskellige humører på pladen. Nogle af de sange, som er lyse, er nogle gamle tekster, som Michael har gravet frem fra mine små digtsamlinger, og andre har jeg skrevet til pladen. Der er en sang, som hedder Mit Sortsyn, som handler om, at jeg er træt af sortsynet, og så har jeg skrevet en, der hedder Mit Lyssyn for at skabe en slags modvægt. Jeg er ikke entydigt nogen mørkemand, det er bare et emne, som har fyldt meget i mit eget liv, og som derfor også fylder i nogle af mine tekster. Men jeg har da bestemt også oplevet det modsatte, og det er befriende også at få det med.


– Det kan godt være svært at skrive sange om, hvor glad man er; det kan hurtigt blive sådan lidt tomt, hvor folk tænker "hvad rager det mig?". Det er lidt det samme med kærlighedssange; man tænker sådan lidt, at "ja, det er fint, at han har oplevet kærligheden" … man skal ligesom sige lidt mere end bare dét. Og det håber jeg er lykkedes. De lyse tekster, der er, er jo også skrevet på en bund af, at man har oplevet det modsatte.

 

Læs et længere interview i GAFFAs artikelsektion


 

ANNONCE