Den markante danske postpunk-gruppe er aktuel med en 30 år gammel liveoptagelse. GAFFA har talt med de overlevende medlemmer.
Tirsdag den 17. maj var officiel udgivelsesdag for den tredive år gamle koncertoptagelse fra den danske postpunk-gruppe Befores opvarmningskoncert for New Order i Saltlageret tilbage i 1981. Det blev fejret med en lille release-begivenhed på Floss i hjertet af København, hvor albummet blev præsenteret – dog ikke live – fra klokken 20.
GAFFA mødtes i forbindelse med udgivelsen af "30 Minutes" med de overlevende tre fjerdedele af Before anno maj 1981: Fritz Fatal (sang), Martin Hall (guitar) og Michael Rasmussen (trommer). Bassisten Lars Bo "Tolle" Tolstoy Jacobsen døde i 2006.
I udsender jeres koncertoptagelse fra Saltlageret 1981 i år 2011 – hvorfor skulle der gå så længe?
Michael Rasmussen: – Udgivelsen er hentet fra mit private kassettebånd. Jeg har en stor samling af koncertoptagelser, en del fra min tid i Before og rigtig mange fra min tid med The Sandmen. Netop denne Before-aften i Saltlageret var en stor aften for mig personligt. Noget skete, jeg var med til at få det til at ske, og det var ud over det sædvanlige. At spille i et orkester på en scene for et publikum fik helt nye dimensioner for mig. Den aften tog jeg med mig. Jeg har dog aldrig forestillet mig at koncerten skulle udgives. For et halvt års tid siden mødte jeg Martin på gaden, vi sludrede lidt, og jeg spurgte ham, om han egentlig havde hørt optagelsen af den koncert. Jeg sendte Martin en kopi, Martin blev begejstret, så gik han til arbejdet, og her er cd'en.
Martin Hall: – Ja, jeg stødte helt tilfældigt på Michael på gaden en dag i efteråret 2010, hvor det viste sig, at han havde haft indspilningerne liggende gennem alle årene. Jeg havde aldrig hørt koncerten på bånd før, og selvom den forståeligt nok var en kende smadret taget datidens forhold i betragtning, forekom den mig alligevel overraskende frisk at lytte til. Koncerten er gennem årene forblevet et af periodens musikalske fikspunkter, dels på grund af New Order-sammenhængen, men primært på grund af sin energi og overskud. Fritz gav uden tvivl en af sine bedste performances nogensinde.
Fritz Fatal: – Der findes også optagelse af Before på Roskilde i 1982, og den bør virkelig udsendes. Det var en fantastisk koncert. Jeg tror, at der findes optagelser et sted hos DR's gemmer, måske ligger Jan Sneum inde med noget. Before-koncerten fra 1981 i Saltlageret viser én konstellation af gruppen, mens vi var unge. Jeg synger på dårligt engelsk, og hvad kan man sige? Men der er en helt speciel energi i den optagelse.
Læs et meget længere interview i GAFFAs artikelsektion