Nyhed

22 Pistepirkko udgiver nyt album

Det finske band udgiver ny plade, som aalborgensere kan få en smagsprøve på i aften, når bandet spiller i byen

Finske 22 Pistepirkko, der har udgivet albums siden 1980'erne, udgiver nu deres 14. album under titlen "Lime Green Delorean". Pladen er produceret af bandet selv og er på gaden senere på foråret. 

Sidst man hørte nyt fra bandet på albumfronten var i 2008, hvor de udgav pladen "(Well You Know) Stuff Is What We Like Yeah!". En plade som GAFFAs anmelder Finn P. Madsen kaldte "nysgerrigt søgende og underfundigt utilpasset og med hang til det excentriske" i en 4-stjernet anmeldelse.

22 Pistepirkko blev grundlagt tilbage i starten af 80'erne af brødrene Asko og PK Keränen sammen med deres ven Espe Haverinen i den lille flække Utarjävi i det nordlige Finland. I de seneste godt og vel 30 år har bandet bevæget sig mellem utallige forskellige genrer som for eksempel blues, country, rock, elektronika og pop.

"Lime Green Delorean" udkommer den 4. maj, men man kan allerede i aften den 4. marts opleve de garvede finner og deres musik på Studenterhuset i Aalborg, hvor billetterne kan købes via GAFFA Live.

Se 22 Pistepirkko spille deres nye sang UFO Girl live her.

ANNONCE