Nyhed

Ny audiovisuel festival på trapperne

Til april finder Danmarks nye audiovisuelle festival sted på kulturværftet i Helsingør

Band Ane (billedet) og Mike Sheridan er nogle af de navne man kan opleve på den nye festival, der går under navnet Click No. 1 AV. Festivalen foregår i det nybyggede kulturværft på havnen i Helsingør, og ifølge festivalen selv vil publikum kunne opleve et elektronisk møde mellem billede og lyd. 

Festivalen har til formål at dyrke og forstærke relationen mellem lyd og billede i koncert og performance, og publikum og kunstnere vil have mulighed for at lege med de elektroniske medier og mikse digitale genrer og kunstarter.

Desuden vil man i løbet af den ene dag, festivalen varer, kunne opleve mere end 10 audiovisuelle koncerter, der bliver spillet af navne som for eksempel Emil De Waal, Spejderrobot, Mikkel Metal og Kliin. 


Imellem koncerterne kan publikum slappe af i et specielt indrettet "chillout-område", der er udsmykket med videoinstallationer og lyslandskaber, og hvor en dj vil spille.

Festivalen finder sted den 9. april klokken 14.00, og til efteråret vil man kunne opleve Click No. 2.

Læs mere om festivalen, se navnene på alle de optrædende og køb billetter på festivalens hjemmeside.   


 

ANNONCE