Nyhed

The Late Great Fitzcarraldos udgiver debutalbum

Den danske indie-supergruppe har fuldlængdedebuten klar i maj

Den danske trio The Late Great Fitzcarraldos udgav sidste forår deres anmelderroste debut-ep "The Late Great Fitzcarraldos EP", og 2. maj udsender de så deres selvbetitlede debutalbum.

The Late Great Fitzcarraldos består af tre meget aktive musikere, der er kendt fra mange andre sammenhænge, primært danske indie-bands. Guitarist Jacob Funch har succes med sidste års P3 Pris-vindere I Got You On Tape og spiller derudover for tiden med moi Caprice og Mouritz/Hørslev Projektet. Sanger Tobias Buch har en fortid i Maborosi og er nu aktiv på den alternative popscene i L.A, hvor han spiller med musikere fra Foreign Born, Deerhoof samt Don Bolles fra punkveteranerne The Germs. Tredje og sidste medlem er bassist Jakob Millung, der både spiller i moi Caprice, Choir Of Young Believers og Skammens Vogn.

Albummet er optaget i New York og på Nørrebro. Pladen er ifølge gruppens pladeselskab Fake Diamond "en drømmerejse ind i gruppens solrige indre med mikronesiske perlefiskere, gadehustlere i Tangier og stormfulde kvindebekendtskaber, alt set igennem en let dis af ukendte pharmaceutika."

De musikalske inspirationer stammer fra blandt andet Phil Spector- og Motown-udgivelser fra 60'erne og 70'erne, blandet med blandt andet caribiske rytmer og psykedeliske elementer.


GAFFAs anmelder Erik Barkman tildelte sidste år i april The Late Great Fitzcarraldos debut-ep fem stjerner og skrev blandt andet:

"De fornemme melodier og skiftevis intime og komplekse arrangementer bekræfter indtrykket af et stilsikkert orkester, hvor talentet virkelig matcher idéerne. Dansk indie på internationalt niveau – det kan kun gå for langsomt med albumdebuten."

Og nu kommer albumdebuten så.


ANNONCE