Nyhed

Hør The Walkmens nye single

Titelsinglen “Heaven” kan streames via Soundcloud

The Walkmen giver en forsmag på deres kommende syvende album "Heaven", hvor de har lagt titelnummeret ud til streaming på Soundcloud. "Heaven" udkommer gennem Fat Possum og Bella Union den 5. juni, er produceret af Phil Ek og har gæstemedvirken af Robin Pecknold fra Fleet Foxes.

Om den kommende udgivelse har frontmanden Hamilton Leithauser udtalt: "Løsrivelsen som er at finde på vores tidligere album er væk. Vi følte, at det var på tide at komme med en større og mere generøs erklæring", fortalte Pitchfork

The Walkmen blev dannet i 2000 og består af Hamilton Leithauser, Paul Maroon, Walter Martin, Peter Bauer og Matt Barrick. Bandet har siden debutpladen "Everyone Who Pretended To Like Me Is Gone" fra 2002 skilt sig ud fra samtidige grupper ved at blande deres mørke lyd med klaver, så sammenligninger med Interpol og The Strokes er blevet undgået. I stedet blev de dengang nærmere sammenlignet med U2 og The Cure, hvilket kan være svært at forstå i dag efter en stribe rå og kantede udgivelser.


Siden har bandet udgivet fem album; "Bows + Arrows" (2004), "A Hundred Miles Off" (2006), ""Pussy Cats" Starring The Walkmen" (2006), "You & Me" (2008) og senest "Lisbon" (2010). "Lisbon" fik en positiv modtagelse, hvor GAFFAs Lars Löbner Jeppesen tildelte albummet fem stjerner og skrev: "At udtrykket denne gang er skåret helt derind til benet, hvor man skal være godt og grundigt skindød for ikke at lade sig påvirke, og det faktum, at "Lisbon" ikke indeholder et eneste svagt øjeblik, gør, at The Walkmen er med i spillet om titlen som årets udgivelse."

Lyt til titelsinglen "Heaven" på Soundcloud her.   

The Walkmens syvende album "Heaven" udkommer som nævnt den 5. juni, og du kan se en trailer til albummet her:


 

ANNONCE