Nyhed

Avril Lavigne og Chad Kroeger forlover sig

Nickelback-forsangeren og Avril Lavigne har datet siden februar

To af 00'ernes største canadiske pop- og rocknavne har fundet sammen. Der er amoriner i luften mellem 27-årige Avril Lavigne og Nickelbacks 10 år ældre forsanger Chad Kroeger. Kroeger har været på knæ og præsenteret Lavigne for en 14-karats diamantring, og de to er nu i gang med bryllupsplanlægningen, skriver people.com.

De mødtes i februar, hvor de sammen skrev en sang til Lavignes femte studiealbum, som hun netop nu er ved at lægge sidste hånd på. Hvornår vi får en albumtitel og en udgivelsesdato er endnu uvist, men det forlyder, at albummet bliver udgivet engang i efteråret.

Avril Lavigne udgav sit seneste album i 2011. "Goodbye Lullaby" fik dengang hårde ord med på vejen af GAFFAs anmelder, Signe Bønsvig Wehding, der gav 2 stjerner: "At sangene er lige så dybe som soppebassinet i sommerhaven bliver unægteligt tydeligt, når vokalen er lagt helt i front og indpakningen tonet ned. Men det nærvær og den følsomhed, som formentlig har været målet, er ingensteds nærværende".


Lavigne annoncerede hurtigt efter udgivelsen, at hun allerede var gået i gang med sit femte studiealbum. Ifølge Lavigne kan vi forvente at vende tilbage til det mere poppede og sjove, som var lagt til side, da hun arbejdede med det mere følsomme "Goodbye Lullaby".

Nickelback var ligeledes album-aktuelle i 2011 med deres syvende studiealbum "Here And Now". I den forbindelse tager de på turne i 2012, hvor de spiller sammen med Seether, Bush og My Darkest Days. De tager også et smut forbi Danmark, hvor de kan se frem til at spille en udsolgt koncert i Falconer Salen i København den 11. september.

Lavigne var i perioden 2006-2010 gift med Sum 41's forsanger Deryck Whibley. Chad Kroeger har ikke tidligere været gift.


ANNONCE