Nyhed

Cæcilie Trier afslører nyt projekt

Sangeringen og sangskriveren er desuden ny artist hos Tambourhinoceros

Det danske indie-pladeselskab Tambourhinoceros kan nu byde velkommen til et nyt medlem af familien, Cæcilie Trier, og kan desuden løfte sløret for sit nye hovedprojekt CTM, som senere på året vil blive udgivet hos Tambourhinoceros i samarbejde med Playground Music.

Cæcilie Trier er kendt som cellist i Choir of Young Believers, som sanger, keyboardspiller og cellist i sit eget band Chimes & Bells og fra andre grupper og musikalske projekter. Til efteråret er hun klar til at præsentere de første toner fra sit nye projekt, CMT.

Tambourhinoceros' Aske Zidore har siddet bag mikserpulten og har nu også valgt at stå bag udgivelsen. Ifølge pressemeddelelsen er musikken dansabel med beats og vokal i fokus, men samtidig også meget eftertænksom. Produktionen er centreret omkring store syntharrangementer, percussive elementer og ikke mindst Cæcilies vokalarbejde, der både når nye højder og går nye veje. 


Sidste år vandt Cæcilie Trier Ken Gudman-Prisen, som hvert år bliver uddelt til en musiker, der i særlig grad har vist integritet, personlighed og musikalsk håndværk.

"Cæcilie Trier besidder stor musikalsk og kunstnerisk spændvidde og har som en del af et særdeles levende og sprudlende musikmiljø været med til at udvide det musikalske landskab herhjemme", lød begrundelsen for, at valget dengang faldt på sangerinden.

ANNONCE