Sangerinden kan i aften opleves i Amager Bio
I går gav kultbandet Mazzy Star deres første danske koncert, siden de indledte deres lange pause i 2000. I aften kan de så opleves i Amager Bio og med som support har de danske Marie Fisker.
Marie Fisker debutrede tilbage i 2009, først med ep'en "EP", og siden fuldlængdealbummet "Ghost Of Love". Begge udgivelser fik fire stjerner af GAFFAs Ole Rosenstand Svidt, som blandt andet skrev om debutalbummet:
"Hendes tilbageholdte sangforedrag fungerer fint, sangene er velskrevne, og Fisker og Jakob Høyers produktion er fremragende. Instrumenter som akustisk guitar, tamburin, orgel og slide-guitar går op i en højere enhed med vokalen, og Steen Jørgensens (eks-Sort Sol) mørkemandsstemme lyser op på "City Lies" og duetten "Good Till Now". Absolut lovende, og med lidt mere personlighed kan Marie Fisker blive decideret fremragende."
I 2011 udkom ep'en "Mirror Mirror Mirror", hvor tre danske artister fortolker Maries egne numre, og samme år modtog hun Musikkritikernes pris "Steppeulven" som Årets Håb. Siden har sangerinden turnéret med Anders Trentemøller, og for en uge siden udkom første single fra hendes kommende studiealbum.
Nu står hun i aften klar i Amager Bio som support for Mazzy Star, der i går kunne opleves på Voxhall. GAFFAs Ole Rosenstand Svidt gav denne koncert fem ud af seks stjerner og skrev blandt andet:
"Så får vi ikke mere. 75 minutter er alt, hvad det bliver til, men det er også tilstrækkeligt, når det er så skøn og særegen musik som den, Mazzy Star leverer. Sceneshow og publikumskontakt var der ikke meget af – hvilket man heller ikke kunne forvente, hvis man kendte lidt til gruppen i forvejen – men både øjne og ører blev tilfredsstillet i rigt mål. (…) Mazzy Star er i den grad tilbage, og hvor har de været savnet. Jeg kan næsten ikke vente på det kommende album".
Der er stadig få billetter til aftenens koncert i Amager Bio, som kan købes via GAFFA Live