Nyhed

Static: DJ-veteran i godt selskab

Static har orkestreret de største danske rappere med sine to Technics 1210’ere. Nu står han selv i front som rolig dirigent.

Static har orkestreret de største danske rappere med sine to Technics 1210'ere og et par hænder, der er hurtigere end øjet. Nu står han selv i front som rolig dirigent for en ambitiøs og over 30 gæster tung debutplade.

Vi sidder City Hall-studiet i midten af Aarhus med udsigt til det berygtede rådhustårn, som både Johnny Hefty & Jøden, majorerne Negash Ali, Nat Ill og mange andre kompetente MC'er har kunnet tage et kig på, mens de spyttede deres respektive linjer over den danske dj-mesters hårdtslående trommer.

– City Hall er hvor jeg arbejder hver dag, hvor jeg sætter mig ind klokken ni om morgenen og går hjem om eftermiddagen. Hvis jeg har gæsterappere på besøg, så er det her, vi indspiller. Jeg sidder primært her og producerer beats, der gerne skulle blive til noget på et tidspunkt. Jeg er meget projektorienteret, så jeg skal have en form for deadline, før jeg kan sætte kreativiteten i gang, fortæller Thorbjørn Schwarz, der har revet i vinylpladerne under navnet Static lige siden slutningen af 80'erne.


Den lille lejlighed i Aarhus er omdannet til en hiphop-hule med hylderne stoppet med 30 års gaderim på vinyl, utallige dj-awards og et kontrolrum fyldt med synths, computere og de obligatoriske 1210 pladespillere, der står klar til at skabe historie.

 

Tager det roligt under pres


Dj-mesteren holder fast i sit helt eget udtryk på trods af, at gæstelisten bugner af velkendte artister og spænder over flere genrer. Reggaens dybe bass, dubsteppens energi og gode rockriffs er kommet med ind i universet, men de markante trommer på fire fjerdedele rammer stadig hårdt ned i nakken.

– Jeg prøvet på at lave en plade, som skal udtrykke et dj-sæt. Hvis du går ud og hører mig som dj, så vil du ikke gå ud og høre bom bap-hiphop hele aftenen, men jeg lægger ikke skjul på, at jeg kommer fra den baggrund. Der er ingen numre, hvor jeg går ud og laver noget, som jeg ikke er, men der er mange numre, der afspejler, hvem jeg er nu i forhold til, da jeg lavede Teamwork-pladen. Min musiksmag er bredt langt mere ud over forskellige genrer nu.

Prøver du bevidst at ramme en bestemt Static-lyd?


– Jeg kan ikke danse, men jeg kan nikke med nakken, når jeg hører et godt beat. Jeg elsker, når et hårdtslående beat kommer på, og du ikke kan lade være med at nikke med din nakke og skære tænder. Folk har sagt til mig, at de kan genkende mine trommer, selvom jeg måske ikke tænker over, hvad jeg gør. Jeg laver ikke baggrundsmusik, og jeg har den opfattelse, at producerens beat er lige så vigtigt som vokalen. Det skal være i dit fjæs fra første takt, smiler han. 

Albummets titel, Rolig Under Pres, er samtidig et sigende billede på Statics stoiske ro under den kaotiske arbejdsproces, der i denne måned udmunder i hans første plade i eget navn.

– Vi har været i gang med at lave et kæmpe liveshow med 30-mands-bandet Blod, Sweat, Drum & Bass, en masse gæster i vokalboksen og havde planer om at udgive det på et album. På et af mine numre citerer jeg EMPD's "You Gots To Chill", hvor de siger "Always calm under pressure, no need to act ill", som Chad D oversatte til udtrykket Rolig Under Pres, som jeg hurtigt tog til mig. Fra det tidspunkt begyndte jeg bare at fylde på projektet, for jeg falder ikke om på noget tidspunkt.


 

 

Gæstelisten:


DJ Static om de mange gæster:

Peter Sommer – One cool motherfucker

Jooks – Flow, lyrik, swag & hjerte


Orgi-E - Vanvittig

Promoe – En ydmyg stjerne

Maria Timm – Enormt dygtig sangerinde


Temu – My brother from another mother

Per Vers – Genial tekstforfatter og en utrolig performer

Yepha – Danmarks bedste flowrapper


Lil Kaka – Upcoming stjerne med hjerte

Danni Toma – Undergrundshelt med ild i øjnene

Raske Penge – Homeboy fra way back


J-Spliff – Den vildeste type med de vildeste oneliners

Shaka Loveless – Det største talent i boxen og på scenen.

Nat Ill – Ingen ligger bedre på mine beats. Teamwork


Supajan – Danmarks næstbedste!

Jøden – Den vildeste person jeg kender

Wafande – Karisma og stor stemme


Ayoe Angelica – Fantastisk sangerinde på vej frem

Peaceful James – Skal ikke mindst opleves live!

Joe True – Rappens underdog


Pede B – Meget mere end freestyle

Blacc El – Ny mand på scenen med b-boy swag

Chad D – Indbegrebet af Aarhus V


Joel – Autentisk rapper med flow og lyrik

Kejser A – En person med meget at byde på

Barbara Moleko – Mega sej pige med en ultra fed vokal


Young – Har hurtigt overhalet rigtig mange rappere

Magermayn – Outrageous

Negash Ali – Leverer altid varen, når det gælder


Khalern – Hip Hop løber igennem hans årer

Jokeren – Manden har ordet i sin magt

Pharoahe Monch – En rappers rapper


Murs – Fresh!

Læs en længere version af artiklen i GAFFAs artikelsektion.

ANNONCE