Nyhed

Tøjkæde udgiver BliGlad-album

”Sounds Like Fabric” er et nyt koncept, som skaber samarbejde mellem musikere og tøjkæder

Det er ikke noget nyt, at de økonomiske trængsler i musikbranchen har givet anledning til, at musikere ser nye indtjeningsmuligheder i partnerskaber med erhvervslivet, som også i stigende grad bruger musik i markedsføringen. Alligevel er det første gang, at vi i Danmark ser et samarbejde som det, BliGlad og tøjkæden qUINT netop har indgået.

Tøjkæden skal stå for udgivelsen af gruppens nye album og for markedsføringen. qUINT vil fremover eksponere nye kunstenere via deres hjemmeside, nyhedsbreve og kundeblogs, og kunderne vil blive de første til at kunne høre BliGlads musik, se deres videoer og læse eksklusive interviews.

"Vi vil gerne være der hvor vores kunder er, og vi ved, at musik fylder meget i deres hverdag. For os handler det ikke blot om at sælge tøj; det handler om at sælge livsstil", forklarer E-commerce Manager for qUNIT, Ulrik E. Larsen.


Firmaet KnowTheirName står bag det nye samarbejde og forklarer om det seneste tiltag "Sounds Like Fabric":

"Musik kan skabe identitet for brands. Musik kan noget, intet andet kan; det binder sig til hukommelsen, påvirker følelserne og lagrer sig i kroppen. Og når nu BliGlad og qUINT står for mange af de samme værdier, så var det bare helt naturligt lade de to berige hinanden. Sounds Like Fabric viser nogle nye takter i musikbranchen, som vi vil se meget mere til i fremtiden," siger Rasmus Hamann, ejer af KnowTheirName.

Også BliGlad er glad for partnerskabet, som giver dem nye muligheder for at kunne levere musikalske oplevelser til publikum:


"Vi er altid ude efter at finde nye skæve vinkler og idéer til at få vores musik ud. Så nu får vi opbakning til at kunne realisere det, og give folket mange flere fede features", udtaler guitarist og manager for BliGlad, Daniel Plon.

Det aarhusianske band blev landskendte da de i 2006 medvirkede på radiohittet "Hængekøjen", der var et remix med UFO & Yepha og Natasja. Året efter udkom debutalbummet, som blandt andet indeholder sangen "Kærlighed til folket". Gruppen nåede at udgive endnu et studiealbum, inden deres pladeselskab Superstar Records lukkede i 2010, og nu står gruppen selv for produktion og indspilning af deres musik, som også har taget en musikalsk drejning væk fra reggaegenren.

Det nye album "Hjem til Harlev" udkommer den 3. september, og på mandag er førstesinglen "Hjælp" klar til at blive sendt på gaden. Den er blevet til i et samarbejde med Jamel Sundoo, som blandt andet er kendt for sit arbejde med rapperen KIDD.


ANNONCE