Sting-nedtælling: Bagkataloget album for album

Mandag aften spiller Sting i Falconer Salen i København. I den forbindelse gennemgår vi her hans solo-bagkatalog album for album. Artiklen er et uddrag af det store Klub GAFFA-tillæg om Sting, som Klub GAFFA-medlemmerne har modtaget i februar. Hvis du ikke er medlem, er det desværre for sent at melde dig ind nu for at få Sting-tillægget, men hvis du ikke vil gå glip af kommende tillæg om blandt andre Lou Reed & John Cale, så skynd dig at melde dig ind på klub.gaffa.dk, hvor du også kan læse mere om Klub GAFFA og de mange medlemsfordele.

Symphonicities (2010)

Symfoniske genindspilninger af klassiske Sting-sange i nye arrangementer. Den klassiske musik har aldrig ligget Sting fjernt, og han har da også fra tid til anden lånt fra klassiske værker i sine egne kompositioner – Russians er eksempelvis bygget over den russiske komponist Sergei Profokievs værk Lieutenant Kijé. Resultatet er ganske fremragende. Absolut et lyt værd.

If On A Winter's Night… (2009) *****

GAFFAs Michael José Gonzalez skrev i 2009:

"Den baskiske højtidssang Gabriels Message åbner flot dette overflødighedshorn af vellyd, der udgør Stings musikalske vinterhyldest. Pladen rummer nok elementer af de middelalderlige stunder, man kunne opleve på mandens tidligere og yderst glimrende labyrint-udspil, men mest af alt har numrene en tidløs fornemmelse af skønhed over sig. Vi får mørke og milde toner i skøn forening fra den eminent velsyngende hr. Sumner, der viser, hvor fremragende en sanger og fortolker han er."

Songs From The Labyrith (2006)

Dettte lut-orienterede album med indspilninger af 1600tals-komponisten John Dowland blev til i samarbejde med lut-spilleren Edin Karamazov fra Sarajevo. Nok er pladen smal, men en anderledes og slet ikke ueffen fornøjelse at lytte til. Dog har albummet den tvivlsomme ære af at være den første Sting-plade siden Bring On The Night til ikke at få plads på den officielle engelske top 10-hitliste.

Sacred Love (2003) ****

GAFFAs Jan Opstrup Poulsen skrev i 2003:

"På Sacred Love møder vi en toptrimmet Sting, der yder noget nær sit bedste. Det er som altid en verdensfrelsende Sting, der synger eftertænksomme sange pakket ind i en forudsigelig melodisk glathed. Denne gang sætter vokalen og ikke mindst kompositionerne sig stærkt igennem. At albummet tilmed har fået et par kraftige stænk soul sine steder, gør bestemt ikke Stings vokalmæssige præstation ringere, som i de stærke numre Inside og Sacred Love.

Ellers fastholder Sting sin musikalske livline til verdensmusikken ved at krydre sine sange med gæsteoptræden af flamencoguitar og sitar, men det er nu den udmærkede duet med Mary J. Blige, der umiddelbart fanger opmærksomheden. Det er dog den indre kærlighed, som driver Sting og hans musikalske udfoldelser på Sacred Love, der rammer eminente højdepunkter, som i den funky Forget About The Future. Kan man friholde sig fra den næsten bedøvende strøm af ord, så byder Sacred Love på pop af høj klasse."

All This Time (2001) ****

GAFFAs Jan Opstrup Poulsen skrev i 2001:

"Det er intimiteten og det personlige udtryk, der er i absolut fokus på Stings livealbum …All This Time, som er indspillet på den skæbnesvangre dato den 11. september 2001. Koncerten er indspillet foran et lille publikum i Stings hjem i Italien, og var oprindeligt tænkt som en direkte webcast og liveindspilning. Sting og hans band gik på og spillede sangen Fragile, hvorefter der blev slukket for webcasten. Bandet valgte at fortsætte koncerten, og Sting har altså også valgt at udsende lydsporet. Men den ekstremt fintfølende Sting har klogeligt nok ladet sine fine sange føre ordet og holdt albummet fri for utidige følelsesudbrud.  Det intime koncept har aldrig ligget Sting fjernt, og hans elegante popsange bevæger sig hjemmevant i disse rammer, hvor Sting for alvor får lov til at synge sine inderste følelser ud om både klodens skrøbelighed og kærlighedens smertende piskesmæld."

Brand New Day (1999) ***

GAFFAs Lars Nielsen skrev i 1999:

"Det er netop elegancen, der mere end noget andet præger de 10 sange på Brand New Day. Med en udsøgt fornemmelse for at udvide den klassiske popsang gennem skæve takter, jazzede arrangementer og leg med genrer skaber Sting igen chamerende og let indtagelig musik. Efter tiden i Police vendte han på sine første soloalbum midt i 80'erne tilbage til sin jazzbaggrund, men glemte aldrig energien og sin sans for gode melodier. Det samme gør sig på sin vis gældende på Brand New Day, og alligevel synes sangene at tabe intensitet og dybde. Med Brand New Day er Sting faretruende tæt på at ende som en overelegant velpudset blanding af Frank Sinatra og Miles Davis. Og det holder ikke ind i det ny årtusinde."

Mercury Falling (1996) ***

GAFFAs Jan Opstrum Poulsen skrev i 1996:

"Sting har sædvanen tro begået et yderst elegant album, der svælger i uhørt vellyd og nænsomme kompositioner. På Mercury Falling favner han tilmed musikalsk bredt, og giver prøver på stort set alle de genrer, han i tidernes løb har kastet sig over. Det giver et yderst mangfoldigt album, hvor Stings fløjlsbløde fingeraftryk dog ikke fornægter sig. […] Kan man holde de grådkvalte tekster på afstand eller er man bare den rørstrømske type, så er Mercury Falling et pletfrit album, der sætter Sting op på den piedestal, hvor han elsker at udstille sig selv og sin perfektionistiske musikalske kunnen"

Ten Summoner's Tales (1993)

GAFFAs Arne Vollertsen skrev tilbage i 1993:

"'Skal jeg skære mine pulsårer over, hver gang jeg skriver en sang?' Dette retoriske spørgsmål stillede Sting for nylig i et interview. Nej, det behøver han selvfølgelig ikke. Vi kan også li' ham, når han er glad og i godt humør. Og det er han på overstrømmende vis på sin nye plade. Væk er den tonstunge alvor og terapeutiske indadvendthed, der prægede forgængeren Soul Cages. Ten Summoner's Tales viser en legesyg og veloplagt Sting, der har begået en stribe flot sammenskruede popnumre." (GAFFA uddelte ikke stjerner i 1993)

Acoustic Live In Newcastle (1991)

Sjældent akustisk mini-album, der er meget efterspurgt blandt die hard Sting-fans. Koncerten er optaget nær stedet, hvor Sting blev født og kun venner, familie og inviterede gæster var til stede. Pladen indeholder fire akustiske indspilninger af sange fra The Soul Cages samt et cover af Bill Withers' Ain't No Sunshine. Lækker lytning, men på ingen måder essentiel. Så er Roberto Gligorovs bog, der fulgte med udgivelsen, mere interessant: illustrationer til Stings sangtekster.

The Soul Cages (1991)

Efter sin fars død led Sting af en kraftig skriveblokade, indtil han begyndte at forholde sig til faderens død gennem musikken. Resultatet er konceptalbummet The Soul Cages, der kredser om døden med fortællingen om hovedpersonen Billy, hvis far, der er sømand, kun har tre uger tilbage at leve i og dør i åbningsnummeret Island Of Souls. Den smukke og indadvendte Why Should I Cry For You var første sang, der blev skrevet til pladen.

Nada Como El Sol (1988)

Mini-album med fem sange fra Nothing Like The Sun genindspillet på spansk og Portugisisk.

Nothing Like The Sun (1987)

GAFFAs Robert Borges skrev tilbage i 1987:

"Den tænkende fans idol, multitalented Sting er tilbage på pladescenen med et dobbeltalbum, der fortsætter for den foregående lp The Dream Of The Blue Turtles slap, og som er en videreudvikling af den helt specielle lyd, der kendetegner Sting uden Police. Det er lykkedes at nedbryde de tradiotionelle grænser mellem stilarter, der er ingen bås, der klemmer, og det gir' luft til noget, man med rette kunne kalde verdensmusik. […] Sting er tilsyneladende meget bevidst om sine teksters rækkevidde og mulige påvirkning og bruger i modsætning til andre verdensstjerners bevidstløse poprim dette medie til at belyse uretfærdigheder på denne uoverskuelige klode uden at holde foredrag." (GAFFA uddelte ikke stjerner i 1987)

Bring On The Night (1986)

Tidlig live-plade bestående af materiale fra solo-debuten og Police-sange. Ikke dårlig, men heller ikke som sådan noget at skrive hjem om. Albummet udkom samtidig med Michael Apteds Sting-dokumentar af samme navn.

The Dream Of The Blue Turtles (1985)

GAFFAs  anmelder H.A. skrev om albummet tilbage i 1985:

"The Dream Of The Blue Turtles er en universel plade – fra mindste til største helhed. Som helhed handler den om universelle energier, kærlighed i begrebets videste forstand, og den fare disse energier udsættes for både på det personlige plan (kærlighedens vilkår og forvaltning) og på verdensplan (oprustning, arbejdsløshed etc.). Pladen som helhed udtrykker musikalsk universalitet. Det er ikke rock, det er ikke jazz, ikke free-form, men lidt af det hele blandet op med poppen som den mest elementære udtryksform. […] En nærværende og livsbekræftende plade." (GAFFA uddelte ikke stjerner i 1985)