Nyhed

GAFFA TV: Cold Specks på Roskilde

GAFFA fangede den 24-årige canadier Al Spx, inden hun for første gang gik på scenen til Roskilde Festival

Cold Specks rå, hæse og gospelpåvirkede stemme kunne høres live, da hun den 7. juli lagde vejen forbi Pavilion på Roskilde Festival. Hun leverede en koncert fyldt med doom soul, som GAFFAs anmelder Rune Schlosser tildelte fem ud af seks stjerner. Han beskrev blandt andet koncerten således:

"En gang imellem er der stunder så magiske, at det er svært ikke bare at lade superlativerne give los. Al Spx, der er pseudonymet for den 24-årige canadiske kvinde bag Cold Specks, var leveringsdygtig af et vidunderligt, depressivt og livsbekræftende show, hvor man trods teksternes ofte mørke karakter gik vældig opløftet derfra."

"Fra første færd osede Spx af aura og autenticitet, og hendes smådistræte væsen på scenen var en underholdende oplevelse med hendes små tørre kommentarer. Som hun sagde, så spiller hun noget "pretty fucking depressing music", derfor fik vi en cover af temaet til Will Smith-serien "The Fresh Prince of Bel-Air" til at "opmuntre" os, ligesom der blev joket og snakket undervejs."

"Der var flere højdepunkter mod slutningen, og der var kun en gang en smule monotoni, hvis man kan tale om det, når sjælen bliver krænget ud på den mest afslappede måde. De instrumentale inputs fra Al Spx' venner var velplacerede, og især saxofonen var et virkelig klædeligt instrument til Cold Specks' univers. En sublim koncert, der kun var en my fra en topkarakter, og det kan derfor ikke gå for hurtigt med at få købt billet til oktober-koncerterne i København og Aarhus."

Inden koncerten talte GAFFA TV med Al Spx, som fortalte om starten på sin musikalske karriere og hvordan det er at spille de meget personlige og til tider deprimerende sange foran en flok fremmede mennesker, som står og græder.

Indslaget er lavet af Stina Nørager Frandsen og Ole Rosenstand Svidt. Se det på GAFFA TV: 

 

ANNONCE