Nyhed

Ny single fra The Late Great Fitzcarraldos

Forløber for kommende album fra de tre travle makkeres sideprojekt på gaden

Trods aktiviteter i deres respektive bands Choir of Young Beliervers, I Got You On Tape og Rumpistol barsler The Late Great Fitzcarraldos til efteråret med en opfølger til det selvbetitlede debutalbum fra 2011, som udløste fire stjerner fra GAFFAs Erik Barkman og også fik ganske pæne ord med på vejen fra flere internationale musikmedier.

Og allerede nu kan Jakob Millung, Jacob Funch og Tobies Buch præsentere første singleudspil fra pladen i form af sangen "Jesu", som du kan høre her.

Det kommende album er delvist indspillet i Los Angeles, hvor Tobias Buch til daglig slår sine folder, og om udgangspunktet for de tre herrers aktiviteter under det gådefulde Fitzcarraldo-prædikat hedder det blandt andet i en pressemeddelelse:

"Det var kærligheden til at skabe musik, der i udgangspunktet bragte de tre medlemmer sammen; en lyst til at skrive og producere musik, der opfylder en simpel lille plads, hvor ikke andre endnu synes at have sat sig – et  'sweetspot', der samler en lang række løse ender fra musikhistoriens knudrede virvar, samt inspiration fra både tunge klassikere og groovy outsiders".

"Man kan være i tvivl om, hvor mange gode sange, trioen egentlig har i sig, men her og nu holder det", skrev Barkman konkluderende om debuten - og nu forløses tvivlen altså på en endnu ikke fastsat dato i efteråret.


ANNONCE