Nyhed

The Savage Rose klar med nyt album

Efter fem års pladepause er Annisette og Co. tilbage med ny udgivelse og turné

The Savage Rose har været aktive igennem imponerende seks årtier, fra slut-60'erne til i dag. I alt 20 studiealbums er det blevet til, og nu er endnu et på vej fra Annisette og co. Den 10. september er der efter fem års pladepause igen nyt fra gruppen, som i samme omgang drager på turné i Danmark, Norge og Grønland.

Førstesinglen "Freedom To Love" er netop blevet offentliggjort og er en hyldest til undertrykte verden over, der kæmper for ret til et liv i frihed og kærlighed.

"Snæversyn, og fordomme, had, grådighed og krig, er desværre stadigvæk den ødelæggende faktor i vores ellers lange menneskehistorie. Jeg skriver og synger om længslen efter frihed til at elske, om mine drømme og håb - jeg synger for livet og kærligheden" siger Annisette, som nu er den eneste tilbageblevne fra den originale besætning i The Savage Rose.


Gruppen brød massivt igennem med deres selvbetitlede debutalbum tilbage i 1968, som bød på en unik blanding af rock, soul og inspirationer fra den klassiske musik. Dette banede også vejen for international anerkendelse, og gennem karrieren er det blevet til mange priser og flotte anmeldelser.

Efter komponist og tangentspiller Thomas Koppels pludselige død i 2006 valgte Annisette at fortsætte The Savage Rose, og i 2007 udkom bandets seneste album, "Universal Daughter." Det fik af GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen fire ud af seks stjerner og blandt andet følgende ord med på vejen: ""Universal Daughter" med Annisette som hovedkomponist er beviset på, at projektet Savage Rose er større end Thomas Koppel, og at Annisette med stor ærværdighed løfter den musikalske arv fra sin husbond. Man kan ikke undgå at savne Thomas Koppels mere dybe kompositioner, men uundværlig er han bestemt ikke. Med en fortsat kraftig inspiration fra flamenco- og latinamerikansk musik fortsætter Savage Rose deres verdensmusikalske rejse."

På det nye album findes der musikalske spor helt tilbage til tiden før The Savage Rose, hvor Annisette allerede som 15-årig sang på musik- og dansestederne i det københavnske natteliv.


"Her sang jeg med band, fem sæt hver nat, à 50 minutter og hver andet sæt blev afløst af et engelsk band, så vi var der i alt 10 timer. Men i de pauser der ellers kunne synes ulideligt lange, skete det forunderlige nye, at de første diskoteker gjorde deres indtog i Danmark, og fik deres plads på loftet over danselokalerne. Det var der jeg for første gang hørte og tabte mit hjerte til rock og blues og soul, og jeg sang med," siger Annisette.

Det endnu unavngivne album udkommer som sagt den 10. september, og efterårets turnéplan for Danmark ser således ud:

Tourplan:


26. oktober: Grønnegades Kaserne, Næstved

27. oktober: Musikteatret, Albertslund

28. oktober: DRs koncertsal, København


1. november: Kulturhuset, Skanderborg

2. november: Fermaten, Herning

3. november: Musikhuset, Aarhus


9. november: Musikteatret, Holstebro

10. november: Pavillonen, Grenaa

15. november: Borgerforeningen, Svendborg


16. november: Tinghallen, Viborg

17. november: Elværket, Holbæk

22. november: Musikforeningen, Hjallerup


23. november: Gimle, Roskilde

24. november: Industrien, Aarup

Billetter kan købes via GAFFA Live


Musikerne på det kommende album er:

Annisette - lead vokal

Palle Hjorth -  Hammond-orgel og klaver


Rune Kjeldsen - El og akustisk guitar

Jacob Falgren - bas

Amina Carsce Nissen - kor


Naja Rosa Koppel - kor

Jarno Varsted- mundharpe

Rasmus Kjærsgaard – tenorsax


Frank Hasselstrøm - trombone, trompet og klaver

Hør førstesinglen "Freedom To Love"

ANNONCE