Nyhed

Jean Michel og Moto udgiver single

Den danske dj Anders Moto har i samarbejde med X Factor-deltageren Jean Michel skabt singlen ”Du Tæmmer Mig”

Tilbage i marts måned valgte Jean Michel at trække sig ud af årets X Factor af personlige årsager. Den talentfulde sanger var ellers spået en finaleplads sammen med sangpartneren Nicoline Simone. Nu er han tilbage på musikscenen og denne gang i samarbejde med den danske dj Anders Moto.

Den odenseanske dj og producer Anders Moto har ti års erfaring bag mikserpulten og har tidligere beskæftiget sig med remixes af blandt andre Burhan G, Medina og Svenstrup & Vendelboe. Moto er bedst kendt inden for housegenren, som på den nye single "Du Tæmmer Mig" får selskab af elementer fra pop, r&b og dubstep. Dertil er føjet vokalen fra Jean Michel.   

"Hovedingredienserne er god energi, tekst med mening og kvalitetslyd. Det er meget inspireret af amerikanske navne som eksempelvis Usher, men jeg føler virkelig, vi har skabt noget på vores egen måde", fortæller Anders Moto.


Samarbejdet blev til efter, at Anders Moto havde set den 26-årige sanger optræde i X Factor.

"Jeg kan relatere til det både lyrisk og musikalsk, og derfor sagde jeg også ja med det samme, da jeg hørte det", siger Jean Michel og fortsætter:

"Det er en ny genre for mig, men det har været fedt at prøve noget andet, og "Du Tæmmer Mig" passer perfekt til min stemme. Så jeg glæder mig til mandag (i går, red.), hvor vi endelig kan præsentere det for folk."


"Du Tæmmer Mig" er produceret af Anders Moto med assistance fra Søren Jensen og Jacob Gunderstofte Hansen, mens teksten er skrevet af Henrik Laubjerg.  

Se en teaser og hør en bid af sangen

ANNONCE