I begyndelsen af 2009 meddelte trioen Oliver North Boy Choir, at de gik hver til sit. Nu er de samlet igen og ude med den første single
Måske husker du Oliver North Boy Choir, bandet der i midten af nullerne lød som en mellemting mellem pop og alternativ electronica, kun udsendte ep'er og aldrig spillede live. Nu er blandet atter blevet samlet og er klar med deres nye single "Shadows."
Oliver North Boy Choir blev dannet tilbage i 2006 og bestod af Ivan Petersen, samt ægteparret Mikkel Max Hansen og Camilla Florentz, Som tidligere begge også slog sine folder i indie-bandet epo-555. Parrets skilsmisse ledte langsomt mod bandets endeligt, og i 2009 gik de officielt hver til sit. Inden da havde de udsendt otte ep'er og årsopsamlingerne "The Massive Oliver North Boy Choir 2007 Girl Collection" og "Shameless Pop Songs 2008". Den seneste opsamling høstede fire stjerner fra GAFFAs anmelder Erik Barkman, som blandt andet skrev:
"Sounden spænder lige fra varm, håndspillet tresser-pop til isnende syntetisk firser-electro, og niveauet er mildest talt ujævnt. Dropper man alle forventninger om helstøbthed, får man til gengæld fornøjelsen af en håndfuld fine sange – og albummets helt store attraktion: Camilla Florenz' luftige, drømmende vokal. Slet ikke dårligt, selvom ONBC vel havde potentialet til at efterlade sig et stærkere musikalsk testamente end dette."
Efter at bandet gik fra hinanden, fandt de to medlemmer Ivan Petersen og Mikkel Max Hansen sammen i hele to nye bands: Boombox Hearts og Tempomatador. Men nu er der altså igen nyt fra de tre medlemmer i Oliver North Boy Choir, som ligesom før arbejder ud fra en række dogmer:
ONBC er trist pop. ONBC udsender kun singler. ONBC eksisterer kun online. ONBC spiller ikke live.
Selvom det i dag er en kendt opskrift for flere bands, var det tilbage i 2006 original nytænkning, som skabe en del internet- og presseopmærksomhed til medlemmerne i ONBC. Denne formel har bandet valgt at beholde ved genforeningen, hvor lyden af Florentz' sprøde vokalklang stadig er i front for d'herrers instrumentale tryllerier.
ONBC har annonceret, at de vil udgive en ny single plus b-side hvert halve år, og den første single "Shadows" byder på samme smittende pop, som vi tidligere har hørt fra bandet. B-siden hedder "You & Me Against The World" og blander sørgmodig melankoli med en kælen pigestemme.
Oliver North Boy Choir har dog tilføjet et nyt mantra til de velkendte regler: ONBC vil overveje at spille live, hvis du giver dem 1.000.000.000 $, siger de.
Hør den første single "Shadows"