Nyhed

Alanis Morissette på vej med album

Den canadiske sangerinde og sangskriver udgiver "Havoc And Bright Lights" til august

Det er fire år siden, Alanis Morissette sidst udgav et album, men nu giver hun snart lyd fra sig igen. 28. august udgiver hun sit ottende album, "Havoc And Bright Lights", skriver Rolling Stone. Singleforløberen "Guardian" udkommer 15. maj. Rolling Stone har hørt seks af de nye sange og beskriver dem som "storladne og rockende", med "store omkvæd". Bladet har også talt med Morissette, som fortæller, at de nye sange vil fremstå "episke" og blive fremført med "håret blæsende i vinden", når de skal fremføres live.

Albummet bliver Morissettes første, siden hun i 2010 blev mor til sønnen Ever Imre, og hendes moderskab har haft en vis indflydelse på albummet, både tekstuniverset og det faktum, at albummet er blevet indspillet i et hjemmestudie med sønnen i umiddelbar nærhed. Albummet er skrevet og produceret i samarbejde med Guy Sigsworth, som Morissette tidligere har arbejdet med, og som også har arbejdet med blandt andre Björk, Madonna og Seal.

En af de nye sange hedder "Celebrity" og er en kommentar til visse personers besættelse af berømmelse, og den er skrevet med nogle konkrete personer i tankerne, fortæller Morissette, der dog ikke vil komme ind på, hvem hun tænker på. En anden sang er "Lens", som omhandler spiritualitet.


Alanis Morrissette brød massivt igennem i 1995 med sit internationale debutalbum "Jagged Little Pill", som til dato har solgt over 33 millioner eksemplarer på verdensplan. Hun havde forinden udgivet to album i Canada og har siden udsendt yderligere fire album, senest "Flavors Of Entanglement" i 2008. Ingen af pladerne efter "Jagged Little Pill" har nået tilnærmelsesvis samme salgstal som dette, men samlet set har Morrisette stadig solgt mere end 60 millioner album globalt. 

 

ANNONCE