Nyhed

Swans afslører nye detaljer

Post-punk-bandet har afsløret flere detaljer om deres kommende album

"The Seer" er titlen på Swans kommende album, som den amerikanske gruppe tidligere har varslet. På daværende tidspunkt var der ikke varslet nogen titel, mens nogle sangtitler var på plads. Nogle af sangene skulle være over tredive minutter lange, og det lader også til, at albummet er en omfangsrig størrelse. 

Omkring to timer skal efter sigende komme på "The Seer", der blandt andet skal have bidrag af en række prominente navne som Ben Frost, Karen O, Alan Sparhawk og Lows Mimi Parker. Derudover vil der være medlemmer fra Akron/Family, Mercury Rev, samt det tidligere Swans-medlem Jarboe på kor og "stemmecollage".

Gruppens seneste studiealbum "My Father Will Guide Me Up A Rope To The Sky" fra 2010 modtog fem stjerner af Finn P. Madsen, der skrev følgende:


"Michael Gira lefler ikke for nogen på dette majestætiske comeback, hvor han uden tøven kan sætte sig tilbage på goth/industial-tronen med et af årets bedste udspil."

Der er således store forventninger til frontmand i Swans Michael Gira, der overfor siden The Quietus har givet følgende udmelding om albummet:

"'The Seer' tog 30 år at lave. Det er kulminationen på alle tidligere Swans-albums, eller noget andet musik jeg har lavet, været involveret i, eller har forestillet mig. Men det er ufærdigt, ligesom sangene er det. Det er en ramme i en rulle. Rammen sløres, blandes og vil fade ud. Sangene startede på akustisk guitar, og de blev derefter udbygget med (uvurderlig) hjælp fra mine venner, som derefter blev tortureret og forført i studiet, og nu afventer de yderligere kannibalisme og tvangsfordring, som vi forbereder at opføre live, hvor de vil mutere yderligere, uendeligt, og måske blive kasseret for et stykke tid."


Albummet skal efter sigende blive udgivet på en tre-dobbelt vinyl, og en dobbelt cd-udgave den 27. august, hvor man bl.a. også vil modtage en eksklusiv Swans live-dvd, hvis man køber den via gruppens pladeselskab Young God Records.

Tracklisten til "The Seer" er som følger:

'Lunacy'
'Mother of the World'
'The Wolf'
'The Seer'
'The Seer Returns'
'93 Ave. B Blues'
'The Daughter Brings the Water'
'Song for a Warrior'
'Avatar'
'A Piece of the Sky'
'The Apostate'


ANNONCE