Nyhed

Gossip på vej med femmer

Den amerikanske trio udgiver ”A Joyful Noise” den 14. maj, og førstesinglen er klar

Gossip med den karismatiske forsanger Beth Ditto er på vej med deres femte album "A Joyful Noise", som udkommer den 14. maj. Førstesinglen "A Perfect World" fik i går, mandag den 12. marts, premiere på BBC Radio 1, og i dag udkommer singlen officielt.

Gossip blev dannet i 1999, består af Brace Paine, Hannah Blilie og Beth Ditto og hed i de første år The Gossip. Ditto er frontkvinden i gruppen og vejer næsten 100 kilo, men hun er ikke bleg for at vise sin nøgne krop frem på diverse forsider. Ud over sin størrelse er hun kendt for sin let skingre, men kraftfulde stemme og sin selvsikre attitude.

Trioen udgav debutalbummet "That's Not What I Heard" i 2000, efterfulgt af "Movement" i 2003. Den helt store succes kom dog først med deres tredje album "Standing In The Way Of Control" fra 2006. GAFFAs Kristian Bach Petersen tildelte albummet fire stjerner og skrev: "En lesbisk forsanger, der for længst har passeret grænsen til ultrasværvægt og ikke lader sig bekymre om det, ja, det lyder lidt som en gimmick. Det er nu ikke tilfældet med The Gossip, hvis frontfigur Beth Ditto ikke bare har en krop af en anselig størrelse, men også en stemme med vægt bag og kan svinge fra riot grrl-snerren til hjerteskærende croon". 

Albummet fik mainstream succes og gav trioen en plads på Roskilde Festival 2008, hvor danskerne kunne høre Dittos kønspolitiske sangtekster.

"Music For Men" udkom i 2009, og blev en endnu større succes end dens forgænger. Albummets førstesingle "Heavy Cross" lå på Top 100-listen i Tyskland i 82 uger, samt solgte tre gange guld i Tyskland og to gange platin i Frankrig.  

Beth Ditto valgte i 2010 at gå solo, hvor hun indspillede en ep med Simian Mobile Disco. Det er derudover på sangen "Cruel Intentions" fra albummet "Temporary Pleasure", at man kan høre Beth Ditto synge på et nummer lavet af James Ford og James Shaw. Men til næste år kommer der en ny mulighed for at høre dem arbejde sammen, når Ditto udsender en ep med fire nye numre produceret af de to englændere.

Men hun er nu tilbage i Gossip igen, og sammen udgiver de "A Joyful Noise" den 14. maj. Førstesinglen "A Perfect World" kan høres her:

 

ANNONCE