Nyhed

Noel Gallagher og Emeli Sandé til NorthSide

Legenden og det nye stjerneskud gæster begge Aarhus-festivalen til sommer

NorthSide Festival i Aarhus er igen klar med offentliggørelser til årets festival, og denne gang kan de præsentere to "debutanter", hvor Emeli Sandé er nummer et i England for første gang, mens den anden er vant til livet på toppen.

Noel Gallagher (billedet) er ikke som sådan en debutant i ordets forstand, da han i næsten tyve år var den primære sangskriver og guitarist i det millionsælgende og prisvindende band Oasis. Men debutant er han ikke desto mindre på Northside med Noel Gallagher's High Flying Birds, som i år indtager festivalen.

I 2009 valgte Gallagher at forlade Oasis, pakke guitaren, som hitsinglerne "Wonderwall", "Some Might Say" og "Don't Look Back In Anger" er skrevet på, for at gå i en helt ny retning.


Det varede dog ikke længe, før Gallagher kom tilbage på scenen, da han i efteråret 2011 under navnet Noel Gallagher's High Flying Birds udgav det selvbetitlede debutalbum. Albummet gik direkte ind som nummer et i England, hvor flere anmeldere kaldte det for det bedste fra hans side siden storhedstiden i 90'erne. Dette blev understreget, da han til NME Awards modtog en Godlike Genius Award.

Noel Gallagher's High Flying Birds gæstede Danmark, nærmere Koncerthuset, sidste år, hvor GAFFAs Kristian Nygaard gav koncerten fem stjerner og skrev: "Noel var i fantastisk humør. Oasis var kendt for arrogance, Noel Gallagher var lørdag aften kendt for fede guitarsoloer, sjove kommentarer og en dejlig jordbunden, imponeret udstråling over at stå midt i Koncerthusets amfiteaterlignende midte… Lørdag aften viste Noel Gallagher med allerstørste tydelighed, at han er kommet stærkest ud af Oasis-bruddet. Liam behøver Noel, men Noel klarer sig ganske fint uden Liam. Ingen ved hvor det ender, men efter to koncerter med to gale brødre er resultatet klart: Noel vs. Liam 1-0." 

Man kan derfor have store forventninger, som højst sandsynligt bliver opfyldt, når NorthSide præsenterer Noel Gallagher's High Flying Birds velkommen. I modsætning til sin bror og gamle Oasis-kollega Liam Gallagher, der nu synger i bandet Beady Eye, spiller han også gamle Oasis-numre live.


Skotske Emeli Sandé har netop udgivet sit debutalbum, men sangerinden har siden 2009 ligget på hitlisterne i England flere gange. Først var det som gæstevokalist for Chipmunk og Wiley, senere da hun sang på Professor Green-singlen "Read All About It". I 2011 fik hun sat fokus på sin egen solokarriere, hvor første udspil blev singlen "Heaven", som blev spillet i store dele af Europa.

Debutalbummet "Our Version Of Events" udkom den 15. februar, og den har sendt sangerinden tilbage på toppen af den britiske albumhitliste, lige for næsen af Adele. GAFFAs Sohail Hassan gav albummet fem stjerner og skrev: "Et gudsbenådet nyt sangskriver-talent ser dagens lys og giver en velfortjent oprejsning til det ellers generelt set synkende niveau på dagens musikscene." 

Sandé har nu ligget på førstepladsen i to ud af de tre uger siden albummet udkom, og i den samme periode modtog hun en Critic's Choice-pris ved Brit Awards.


I Danmark har P3 spillet "Heaven" solidt, en sang som senere dukkede op i både talentshowet Voice og X Factor. Siden "Heaven" har Sandé haft stor succes med singlerne "Daddy" og "Next To Me", som man uden tvivl vil komme til at høre, når sangerinden gæster NorthSide til sommer.

De allerede offentliggjorte navne til festivalen er: The Asteroids Galaxy Tour, Bat For Lashes, Choir Of Young Believers, Dúné, Garbage, The Gaslight Anthem, The Hives, James Blake, Justice, Kasabian, Kashmir, The Kooks, Little Dragon, Malk De Koijn, Miles Kane, Mumford & Sons, Noah & The Whale, Marina And The Diamonds, Oh Land, Snow Patrol, The Stone Roses, Turboweekend, When Saints Go Machine og The XX.

Billetter til Northside, som finder sted i Ådalen i Aarhus 15.-17 juni, kan købes via GAFFA Live.    


 

ANNONCE