Unikt nærbillede af danskrockens mest mytologiserede figur
* * * * *
Den skulle jo komme, den store biografi om Eik Skaløe - og det måtte næsten være en af dansk rockjournalistiks store, gamle drenge som skulle lave den. Det er så blevet 48-årige Jan Poulsen, redaktør af Politikens rockleksika gennem en årrække, og lad os da bare ile med den gode nyhed: resultatet er fremragende.
Med kun et enkelt album - "Hip" fra 1967 - og få koncerter at hænge narrativet op på, bliver det nødvendigvis en historie om alt det udenom og udover musikken. Da vi er halvvejs gennem bogens godt og vel 300 sider er vi da også kun fremme ved efteråret 1964, hvor Eik er 21 år og indlagt på hospitalet i Cambridge efter at have fået kørt et par tæer af (!) af en dobbeltdækkerbus.
Rejser og rusmidler
Unge Eik hyggede sig i øvrigt på sygehuset, hvor han - som han nedfældede: "Sover i sweater og cowboybukser - har hospitalets største rod af bøger, aviser, cigaretpakker, breve osv. (...) Har altid whisky, gin, drugs, eller hasch i skabet - ligger og læser kl. 3 om natten og drikker natkaffe med en nurse på sengekanten".
Netop rejserne og rusmidlerne står centralt i beretningen, der - al den stund at Eik kun blev 25 år - i sagens natur er en udpræget dannelseshistorie om "kunstneren-som-ungt-menneske" og som sådan udbygger det billede som allerede tegnedes med Iben Nagel Rasmussens "Breve til en veninde" fra 1993 (og nyligt genudgivet).
Med adgang til hundredevis af breve, notesbøger og samtaler med op mod 100 personer omkring Eik har Poulsen haft forudsætningerne for at skrive noget nær den definitive biografi om danskrockens mest mytologiserede figur.
Og den opgave har han løftet med et medrivende værk, som også byder på en række fine arkivfotos af den utilpassede romantiker Skaløe - fra Eik som ung spejder med vovse på skødet over et skud fra indspilningen af "Hip" på Vibevej i Københavns Nordvestkvarter i foråret '67 til de sidste fotos af en afmagret Eik i fjernøsten umiddelbart inden sit selvmord i efteråret '68.
Et trip
Undertegnedes glæde ved Poulsens Skaløe-bog bliver ikke mindre af, at flere af kapitlerne henter deres overskrift i romantitler fra den store schweiziske forfatter Hermann Hesse (1877-1962), som skulle få afgørende betydning for Eik - og som bekendt også leverede navnet til det band, som Skaløe ifølge forfatteren aldrig så som begyndelsen på en musikalsk karriere, men slet og ret "et trip".
At den tematiske arv fra Hesse så kun berøres perifert i Poulsens bog er en anden ting - og trods alt en mindre anke mod et svært tilfredsstillende værk om en stadig fascinerende figur. Eiks afskedsbrev - dateret 15/10-68 og fundet sammen med pas, paperbacks og tre breve - afrunder historien med de berømte linjer om at "this suicide is decided and carried out by myself - no one is to blame except the cruel person inside me".
På det tidspunkt er Eik blevet introduceret for hårde stoffer, som således kan synes at levere en del af forklaringen på hvad der skubbede den rastløse sjæl ud over kanten. Sandheden er naturligvis mere nuanceret end som så, og overordnet set kommer vi sådan set ikke væsentligt tættere på de dybereliggende psykologiske bevæggrunde for Skaløes kurs og skæbne.
Det taler imidlertid til forfatterens fordel, at der ikke forfaldes til lommepsykologiske forklaringer, og resultatet er en bog, som lægger det hele frem uden af den grund at skrælle mystikken væk. Og det er sgu ganske godt gået.
