GAFFAs guide til månedens varmeste sange, du bare SKAL høre
Oven på den massive succes med debuten 19 og opfølgeren 21 finder man næppe en mere oplagt sangerinde end britiske Adele til at synge den storslåede titelmelodi til den 23. 007-film Skyfall.
Nu Hvor Du Har Brændt Mig Af – Christian Hjelm
Christian Hjelms skifte fra Figurines til dansksproget solist, har indtil videre budt på det vellykkede og charmerende album, Før Vi Blev Lette, og nu kaster han sig også ud i at fortolke en af den danske 80'er pops største hits, nemlig Nu Hvor Du Har Brændt Mig Af oprindeligt af kongen af Jylland, Thomas Helmig.
Doom And Gloom – The Rolling Stones
12. november er The Rolling Stones klar med deres 117. opsamlingsalbum Grrr! i anledning af deres 50 års jubilæum. Albummet indeholder 48 af de gamle hits, samt de to nye sange One More Shot og Doom And Gloom, hvor den sidstnævnte er en karakteristiske sejlivet bluesrocker med en snerrende Mick Jagger i front.
About That Life – Diplo (feat. Jahan Lennon)
Produceren og dj'en Diplo, er ikke bleg for at afsøge nye vande, og på denne forsmag fra hans første soloalbum siden 2004 er vi ude i en psykedeliske-folk skæring, komplet med tværfløjte og genrebetegnelsen "psychedelic Southern gospel."
The Kids Are Alright - The Raveonettes
Who Are You: An All Star Tribute To The Who er, som titlen antyder, et hyldestalbum til The Who, med bidrag fra navne som Iggy Pop, Todd Rundgren og vor egne The Raveonettes, der får The Kids Are Alright til at lyde som en klassisk Sune Wagner komposition.
Keep It Together – How To Destory Angels
Oven på de to scores til The Social Network og The Girl With The Dragon Tattoo, er det rart at have den tidligere Nine Inch Nails-frontmand Trent Reznor tilbage med musik med vokal, også selvom det er hustruen Mariqueen Maandig, der sidder på 60% af de vokale udfoldelser på førstesinglen fra How To Destroy Angels' kommende udspil An Omen Ep.
The Boy Looked At Johnny – Marybell Katastrophy
I anledning af 10 års jubilæet for The Libertines debutalbum Up The Bracket, bad bandets medlemmer i samarbejde med den britiske musikavis NME, en række britiske navne plus et enkelt dansk om at genfortolke albummets sange. Det danske bidrag kommer fra Marybell Katastrophy, hvis tangentspillers søster er kærester med Libertines-bassisten John Hassall.
En selvbiografi, opfindelsen af Pono-afspilleren og hele to studieplader er hvad 2012 har budt på fra den efterhånden ikke helt unge canadier Neil Young. Lyt til den 17 minutter lange Ramada Inn, fra det nye album Psychedelic Pill, og bliv forvisset om at old Shakey forsat er meget langt fra en pensionstilværelse.
Minder Fra Hulen – Allan Olsen
Han er en af de allerbedste historiefortællere herhjemme, men den 56-årige frederikshavner Allan Olsen er også en glimrende oversætter, hvilket blandt andet har ført til fordanskninger af The Kinks, Steve Earle, Leonard Cohen og nu også Woody Guthrie. Sidstnævnte hyldes nemlig på albummet Woody På Dansk, hvor Olsens bidrager med Minder Fra Hulen.
Kan høres på albummet Woody På Dansk
Nobody To Love – Josh Homme (billedet)
Ventetiden er snart ved at have været ulidelig lang på en opføler fra Queens Of The Stone Age til 2007-albummet Era Vulgaris, men de er efter sigende stadig i fuld sving med arbejdet, så vi må tage os til takke med en ny sang fra frontmand Josh Homme fra soundtracket til End Of Watch.
Throughout The Borders – Marching Church
Elias Rønnenfelt er først og fremmes kendt som frontmand i Iceage, men når han ikke spiller med det vidt anerkendte punkband, har han travlt med andre mere eksperimenterende projekter som Vår og nu også Marching Church, der er klar med den dragende single Throughout The Borders.