Nyhed

Alice Carreri skriver teatermusik

Sangerinden fra Alice Sings The Petterson Songbook og Lulu Rouge har sammen med Rune Kaagaard skabt musik inspireret af Nintendo og Billie Holiday

Alice Carreri er kendt fra det roste projekt Alice Sings The Petterson Songbook samt Lulu Rouge, og sammen med Rune Kaagaard er hun også en del af kollektivet DATA. Som duo har de to skabt musik til forestillingen "Kvinde Kend Dit Skab", der snart kan ses på Københavns Musikteater.

I skabelsen af musikken har ting så forskellige som gamle Nintendo-spil og Billie Holidays sange været iblandt inspirationskilderne. Derudover er den overvejende elektroniske musik inspireret af dansernes bevægelser.

Forestillingen "Kvinde Kend Dit Skab" forsøger at bryde med den almindelige sceneoplevelse. For eksempel vil lydbilledet blive udviklet fra aften til aften. Musikken spilles live i forestillingen via laptop, midikeyboards, trommemaskiner, vocoders og vokal.


"Kvinde Kend Dit Skab" kan opleves på Københavns Musikteater fra den 19. til den 27. oktober.

Projektet Alice Sings The Petterson #2 blev ved udgivelsen i september 2011 anmeldt til fem stjerner af GAFFAs Signe Bønsvig Wehding, som skrev:

"Alice Sings er et samarbejde mellem Alice Carreri og Mikkel Petterson. Alice synger Mikkels sange. Det har de gjort før, derfor har dette album fået nummer 2. Med et godt greb ned i 60'ernes og 70'ernes popmusik, og stor kærlighed til samme, har Alice og Mikkel skabt et album, som indimellem føles som en tidsrejse."


Billetter til forestillingen kan købes via Teaterbilletter.dk.

ANNONCE