Playliste: Martin Halls post-punk-favoritter

Gennem de seneste år har sangeren, musikeren og forfatteren Martin Hall skrevet en række store artikler til Klub GAFFA og GAFFA.dk om blandt andre Sex Pistols, Joy Division og Echo & The Bunnymen. Alle artiklerne har fungeret som punktnedslag til en aktuel anledning, hvad enten det så har været et jubilæum eller en gendannelse. Nu udkommer artiklerne i bogform under titlen "Nostatic!". De samlede artikler er den første sammenhængende fortælling på dansk om punk- og postpunkperioden, som den primært udspillede sig i Storbritannien. Martin Hall var som udøvende musiker selv en del af den scene, der brød igennem i årene omkring 1980. Han fortæller:

– Jeg sagde i sin tid ja til at skrive artiklerne ud fra en idé om at få dem samlet på et tidspunkt. Det var mit ønske at give et om end selektivt, så dog alligevel samlet vue over perioden og dermed skrive en fortløbende fortælling om disse formative år. Det er jo en scene, der i mange henseender har stået fadder til tidens ombejlede indie-kultur, og jeg har selv ved flere lejligheder været lidt forundret over, hvor mange fundamentalt set spændende historier, der er gået tabt undervejs. Det er nogle af dem, jeg har forsøgt at samle her – fortalt fra et nutidigt perspektiv.

Undervejs i bogen citerer Hall flittigt datidens engelske musikpresse, ligesom han perspektiverer de forskellige kunstneres indbyrdes forhold og interesser, hvad enten det drejer sig om situationisme, amfetamin, fransk lyrik eller satanisme. Portrættet suppleres af de illustrationer, som maleren og musikeren Knud Odde (eks-Sort Sol) har udført til bogens 12 kapitler.

I "Nostatic!" kan man blandt andet læse om følgende kunstnere og pladeselskaber:

Sex Pistols, Joy Division, Factory Records, Throbbing Gristle, The Cult, Adam & The Ants, The Skids, Richard Jobson, Les Disques du Crépuscule, Echo & The Bunnymen, Diamanda Galás, Death in June, The Pop Group, Mark Stewart, Crawling Chaos, The Associates og Billy Mackenzie.

"Nostatic!" udkommer i dag tirsdag den 2. oktober på GAFFA Forlag, og samme dag kl. 19.00 præsenterer Martin Hall bogen ved et arrangement på Københavns Hovedbibliotek i samtale med dagbladet Informations musikredaktør Ralf Christensen. Der er gratis adgang. Læs mere på Facebook.

"Nostatic!" er på 230 sider. Vejledende udsalgspris 229,- Bogen kan købes direkte i GAFFA Shop.

I forbindelse med udgivelsen har Martin Hall lavet en playliste med 15 sange relateret til bogen. Du kan høre playlisten på Spotify, og nedenfor kan du læse Halls noter om de respektive sange.

I dag udgiver Martin Hall i øvrigt også albummet "If Power Asks Why" med nyskrevne sange fremført af mezzosopranen Andrea Pellegrini og pianisten Tanja Zapolski. I den forbindelse har Andrea Pellegrini også lavet en playliste med sine ikke-klassiske favoritter. Du kan høre playlisten på Spotify og læse Pellegrinis kommentarer til sangene her.

"NOSTATIC!" PLAYLIST (MARTIN HALL)

Sex Pistols: "Anarchy in the U.K."

I dag er det nærmest umuligt at forstå den gennemslagskraft, Sex Pistols havde i det engelske samfund i 1976 og 1977. Landet var mere eller mindre konstant lammet af strejker og strømafbrydelser og led under den højeste arbejdsløshed i 30 år. Kun halvdelen af landets beboere havde telefon, og man kunne endnu finde bombekratere i gaderne efter Anden Verdenskrig. I forbindelse med udgivelsen af debutsinglen "Anarchy in the U.K." i slutningen af '76 var Pistols gæster i Bill Grundys Today-show på tv, hvor gruppen skabte total furore ved som de første nogensinde at sige "fuck" på engelsk tv. Dagen efter var de fleste engelske avisforsider ryddet, og bandet var jaget vildt. Follow-up-singlen "God Save the Queen" behøver næppe nogen større introduktion, but read on you know where anyway ...

Joy Division: "New Dawn Fades"

Da Sex Pistols spillede for 42 mennesker i en halvtom sal i Manchester Lesser Free Trade Hall i juni 1976, gik tre unge fyre derfra og dannede som en direkte konsekvens af begivenheden det band, der skulle blive Joy Division. Sidstnævntes debutalbum Unknown Pleasures var fra udgivelsesdagen i juni 1979 en indiskutabel rockklassiker, og nummeret "New Dawn Fades" er stadig et af de mest rørende rocknumre, jeg nogensinde har hørt. Ud over gruppens Hinterwelt-agtige musik er mosaikken omkring Joy Division i sig selv et studie værd – fotografen Anton Corbijn, designeren Peter Saville, Factory-bossen Tony Wilson, produceren Martin Hannett; alle var de med til at forme fundamentet for og omridset af postpunkens måske vigtigste gruppe overhovedet.

Throbbing Gristle: "Very Friendly"

Throbbing Gristle er og bliver patentindehaverne af industrial-begrebet, og gruppens værk er i sin essens lige så forførende, som det er frastødende. Kernen i T.G.'s virke var blotlæggelsen af ethvert givent tabu – seksuelt, politisk, kunstnerisk – og selvom tekster om seriemordere, voldtægtsforbrydere og dødsdømte fanger i dag nærmest er sangskrivningsetikette inden for adskillige musikgenrer (tænk f.eks. bare på metalmiljøets refrænisering af vold, mord og dæmonisme), så var Throbbing Gristles radikale "informationskrig" fuldkommen uhørt i midt- og slut-70'erne. Gruppen forsøgte via tekst, musik og performance at reflektere den animalske vold i det civiliserede samfund, hvilket et nummer som "Very Friendly" glimrende illustrerer ... en indspilning der handler om de sadistiske mordere Ian Bradys and Myra Hindleys ugerninger tilbage i 60'erne.

The Cult: "Love Removal Machine"

Fra goth-rock over biker-inspireret hair-metal til aldrende outlaw rockers: Denne mutant af et band udgør en hel lille dannelsesfortælling i sig selv – et stykke senet, invalideret, men også ekstremt underholdende rockhistorie. Lyt selv til det Rick Rubin-producerede nummer  "Love Removal Machine" ... eller endnu bedre: Se videoen, for "godmorgen mine blanke støvler!", her får man Den gode, den onde og den grusomme i ufortyndet Lederhosen-pragt.

Adam & The Ants: "Whip in My Valise"

Adam & The Ants huskes måske bedst som new romantic-genrens frontmænd, et band der i glamorgie af indianersminke og sørøverkostumer erobrede hitlisterne i begyndelsen af 80'erne. Inden gruppens massive gennembrud med albummet Kings of the Wild Frontier havde der dog været tale om et langt mere dekadent nichepunkband, hvis tekster kredsede om tabuiseret seksualitet og voyeurkultur, og hvis obskøne stil faldt mange en victoriansk anmelder for brystet. "Deutscher Girls" var et vidunderligt åbningsnummer på soundtracket til Derek Jarmans Jubilee-flm, men lad os i denne omgang lytte til "Whip in My Valise", mit personlige favoritnummer med Adam & The Ants. Der kan næppe herske den store tvivl om, at en ung Brett Anderson har lyttet en del til nummeret; det lyder i al fald umiskendeligt som Suede i gruppens tidlige dage.

Richard Jobson: "Day Breaks"

Nogle gange kan noget være så forkert, at ikke engang det modsatte er rigtigt. Og andre gange er noget ganske enkelt så indlysende originalt, at man bare må lette på hatten i respekt. Blandt mine all-time vinylfavoritudgivelser hører den skotske excentriker Richard Jobsons spoken word-plader på det lille belgiske pladeselskab Les Disques du Crépuscule fra 1980'erne. "Day Breaks" er en af hans mange (meget) frie fortolkninger af den franske forfatterinde Marguerite Duras' værker, et drama der inkluderer passion, undslupne forbrydere, affektdrab og selvmord. Nogle mennesker vil simpelt hen bare ikke deres eget bedste ... God bless!

The Skids: "Into the Valley"

Inden Richard Jobson indledte sin solokarriere, var han sanger i art-rock/ poppunkgruppen The Skids. Med tekster så fordringsfulde, at mange af dem stadig er en gåde at knække, formåede gruppen gennem 1979 og 1980 ikke desto mindre at opleve adskillige top ti-placeringer på den engelske hitliste, men var det ikke for U2 og Green Days' genindspilning af Skids-nummeret "The Saints Are Coming" i efteråret 2006 – som de respektive bands indspillede og udgav for at hjælpe ofrene for orkanen Katrina, der året inden havde hærget den amerikanske by New Orleans – er det nok de færreste, der ville være i stand til at nævne så meget som en enkelt titel med det skotske band uden at skulle ty til nettet som opslagsværk. "Into the Valley" er The Skids' gennembrudssingle: "Ahoy! Ahoy! Boy, man and soldier!"

Echo & The Bunnymen: "The Killing Moon"

Echo & The Bunnymens 1984-album Ocean Rain regnes stadig som et hovedværk inden for den britiske postpunk – et synspunkt som gruppens sanger og altoverskyggende frontmand Ian McCulloch ikke er det mindste uenig i. I et interview med Spin i 2008 udtrykker han det f.eks. således: "It's the greatest album ever made." Kort fortalt ingen falsk beskedenhed her, og når snakken efterfølgende falder på den første single fra samme lp, "The Killing Moon", følger McCulloch skam også frisk op på denne: "The title alone, it's the best title of a song of all time." Helt bortset fra det er nummeret rent faktisk en utrolig god sang, en lille evergreen.

Diamanda Galás: "Gloomy Sunday"

Det kan næsten virke respektløst at vælge den æstetisk-diabolske sangerinde Diamanda Galás' coverversion af "Gloomy Sunday" som repræsentant for et samlet virkes katalog, men omvendt viser hendes behandling af Billie Holidays 1941-hit "Gloomy Sunday" netop hendes evne til at gøre enhver fremmed verden til sin egen. Sangen er oprindelig skrevet af den ungarske komponist Rezsö Seress tilbage i 1933 og kaldes i folkemunde "den ungarske selvmordssang", eftersom flere af dem, der har sunget den (eller ifølge myten sågar blot lyttet til den!) siden har taget deres eget liv – deriblandt komponisten selv. Det skulle også være et yndet nummer at slå sig selv ihjel til, og den dag i dag er der stadig forbud mod at spille sangen på BBC.

Death In June: "All Pigs Must Die"

Og jo, her burde jeg vel have valgt nummeret "She Said Destroy" fra 1984 som classic track pick for det engelske neofolk og postindustrielle band Death in June, men-men-men, All Pigs Must Die fra 2001 løber af med min opmærksomhed i denne ombæring. Titlen er selvklart en parafrasering over et af det 20. århundredes helt store voldsikoner, sektlederen, barbariarkitekten og popsangeren Charles Manson (sågar Guns N' Roses har indspillet en coverudgave af et af mandens numre), men den store forskel mellem at være en hyldest til slagteriet og en bizar kommentar til både det bagvedliggende voldsmaskineri og Death in Junes egen foregående produktion består dog i, at Douglas P. på forsiden af All Pigs Must Die er i gang med at skære halsen over på en grisebamse til en børnefødselsdagsfest.

The Pop Group: "Thief of Fire"

Som en introduktion til The Pop Group – "the founding fathers of triphop" – har jeg valgt åbningsnummeret på den originale lp-version af gruppens sonisk skelsættende Y-album fra april 1979: "Thief of Fire" er en moderne Prometheus-myte serveret som primalterapeutisk nervesammenbrud i reggae-musikeren Dennis Bovells dub-funkmalstrøm af en produktion. Om end Pop Groups senere single "We Are All Prostitutes" med rette er blevet bandets signaturmelodi, så kan "Thief of Fire" måske være med til at tegne omridset af både et genreløst band og et debutalbum, der den i dag stadig lyder, som om det blev indspillet i går. Nej, Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band" er ikke verdenshistoriens bedste lp, den ære må derimod tilfalde The Pop Groups Y.

Mark Stewart: "Learning to Cope with Cowardice"

Sangeren og tekstforfatteren i The Pop Group hedder Mark Stewart, og solistens senere samarbejde med produceren Adrian Sherwood har gennem årene udmøntet sig i en række klassiske dub-elektro-industrial-værker. Her er titelnummeret fra solodebuten Learning to Cope with Cowardice fra 1983. "Taste is a form of personal censorship," som sangeren selv forklarer sin allergi mod faste rammer: Feel free to challenge and rebel ...

The Associates: "A Matter of Gender"

I mangel af bedre udvalg fra den givne udbyders side har jeg valgt at introducere den skotske gruppe The Associates via "A Matter of Gender" fra deres første lp "The Affectionate Punch", en for bandet arketypisk-stakkeret popsang der i connaisseur-sammenhænge dog fuldkommen overstråles af gruppens forrykte John Peel-demoversion af samme nummer. Ikke desto mindre kan man tydeligt fornemme The Associates' fine melodiske fornemmelse samt forkærligheden for de tekstmæssige paradokser.

Billy Mackenzie: "Winter Academy"

Efter debutalbummet og en række uimodståeligt veloplagte singler på det lille uafhængige selskab Situation Two nåede Billy Mackenzie og hans musikalske sparringspartner Alan Rankine i 1982 at skabe The Associates' hovedværk, den maniodepressive popklassiker Sulk, inden de brød med hinanden. Herefter stavrede Mackenzie videre med en rodet udgave af bandet og formøblede siden hen sit fænomenale potentiale som sanger via en alt for ufokuseret solokarriere. Historien om hans liv og levned er dog i sig selv en så fantastisk fortælling, at den næsten kompenserer for mandens manglende værkforløsning, men med det posthumt udgivne album Beyond the Sun fra 1997 fik man en om end tragisk, så i det mindste værdig og smukt forløst finale. Med pladens fem pianobaserede ballader er der tale om intet mindre end Billy Mackenzies mest rørende indspilninger nogensinde. "Winter Academy" er albummets andet nummer.

Hør playlisten på Spotify.