Det unge danske band er aktuelt med deres andet album og har en prominent cykelrytterfan
Thee Attacks er et ungt, dansk rockband, der, selvom de langt fra er blevet råspillet på P3, alligevel har fået godt hul i gennem herhjemme såvel som i en række territorier uden for landets grænser. Debutalbummet That's Mr. Attack To You kom i 2010, og siden har den meget unge kvartet givet den fuld skrue.
– Vi turnerede Skandinavien rundt i en Peugeot 107. Den er beregnet til to mennesker, men vi var altså fire og en bas, fortæller guitarist Terry Attack til GAFFA.
Derudover har bandet spillet på blandt andet Spot og Roskilde og på udenlandske festivaler som SXSW, Canadian Music Week og Eurosonic plus godt med koncerter rundt omkring i Europa.
Nu er The Attacks så klar med opfølgeren Dirty Sheets, der som debuten udkommer i en række lande, og primært er produceret af White Stripes-producer Liam Watson i London, hvor den musikalske palet er blevet noget bredere.
– På den første plade var det ren "mod" ned til fingerspidserne. Kærligheden til stilarten er intakt, men vi har åbnet mere op denne gang. Det er stadig retro, men vi er måske gået fra Small Faces til The Faces, du kan sige fra 67 til 72, og nogle af numrene er næsten glam og lyder lidt af Slade.
Berømte bakkenbarter
Men altså stadig masser af "mod". Og nævner man stilarten her i 2012, tænker mange uvilkårligt på manden med bakkenbarterne, Tour de France- og OL-enkeltstart-vinder, Bradley Wiggins, der kører med "mod"-logo på både hjelm og trøje, og så er han ven med og fan af Thee Attacks.
– Det startede med, at vi blev venner med Matti Breschel (dansk professionel landevejsrytter, red.), som er fan, og ved VM i cykling i København introducerede han mig for blandt andre Cavendish og Bradley Wiggins. Jeg endte med at sidde og drikke øl med Wiggins i timevis. Mange ryttere er musik-fans og nogle tørstige fyre, de har så høj forbrænding. Wiggins ville kunne drikke Keith Richards under bordet til hver en tid. Vi udvekslede kontaktinfo, og kort efter skrev han, at han elskede vores musik. Han skulle efter sigende selv være en habil guitarist, og vi planlagde, at han skulle være med på vores nye plade. Desværre fik jeg blindtarmsbetændelse i London, så vi måtte cutte en uge ned på studietiden, inden vi tog hjem til Danmark, så det blev ved tanken, hvilket han var ret nede over. Men han har sagt, at han gerne rejser til vores koncerter, når cykelsæsonnen er slut, og gør han der, så får han lov til at give den som gæsteguitarist.
Det sker måske på Loppen i København den 29. september, hvem ved. Dirty Sheets udkom den 17. september i Danmark og internationalt i samme uge.