Endags-dancefestivalen klar med flere navne og ny scene
Lørdag den 8. juni løber elektronika/dancefestivalen EDM Copenhagen af stablen. Festivalen har allerede præsenteret markante hovednavne som Tiësto, Hardwell og Rune RK, samt scenen Sound Of Copenhagen. I dag er EDM Copenhagen klar med ren dansk scene, som præsenteres af HouseDK.
På HouseDK scenen kan man opleve:
Dj og producer Alexander Brown stormer derudad. Han spås af flere en stor fremtid, både i ind- og udland, og for nylig har han med sin partner in crime, Hampenberg, begået singlen "You're A Star". På denne fik de to danskere fornemt selskab af den amerikanske r&b-sangerinde Shonie og af New York-rapperen Busta Rhymes.
Kongsted har i sin karriere opnået fem nomineringer ved Danish Deejay Awards. Han bragede med singlen "Good Times" ind på top fem på den danske dancechart og i top ti på salgslisten.
Rasmus Hedegaard har gjort sig bemærket på den danske klubscene med remix af adskillige danske og internationale artister. Rasmus Hedegaard arbejder ikke indenfor én specifik genre, men har en bred musikalsk profil, hvor der er plads til alt fra dubstep til pop.
Mikkel Cox alias Mike Hawkins har siden 2008 gjort sig i house-genren. I 2010 havde Mike Hawkins hele tre numre med i radioprogrammet BBC Radio 1 Essential Mix, deriblandt singlen "Cherrycoke" i samarbejde med Pablo Oliveros.
Ud over overnævnte spiller også Dubai Daylight DJ's, Faustix, Jay Adams, Emil Lange Vs. Dj er du dum eller hvad og Lilja Vs. Valentina på denne danske scene.
Billetter til EDM Copenhagen finder du her.