Povl Dissing er eneste dansker, som leger med i stjernebesat lineup
Atlas i Aarhus lægger den 31. august, 2. september og 4. september scene til et spændende og højest usædvanligt musikalsk samarbejde. I samarbejde med VoxHall arrangerer Aarhus Festuge "Tegn på trio", som byder på tre aftener med besøg af et decideret kongehold af musikere. Grundtrioen hver aften består af den svenske guitarist Gustaf Ljunggren, den argentinske pianist Diego Schissi og intet mindre end Bob Dylans nuværende og mangeårige bassist Tony Garnier fra USA.
Grundholdet optræder hver aften med tre solister. Første og anden aften giver mulighed for at opleve blandt andet Al Spx alias Cold Specks, der vender tilbage til Atlas, hvor hun gav en anmelderrost koncert i oktober sidste år. Tredje aften byder på det eneste danske islæt, nemlig Povl Dissing, der prøver kræfter med endnu en konstellation med blandt andre den tidligere Fairground Attraction-sangerinde Eddi Reader.
Det samlede line-up er:
31. august: Beth Orton (UK), Anna Järvinen (SE), Al Spx (Cold Specks) (CA)
2. september: Jim White (US), Ariadna Prime (AR), Al Spx (Cold Specks) (CA)
4. september: Eddi Reader (UK), Sofia Karlsson (SE), Povl Dissing (DK)
Billetterne koster 273 kroner, men for studerende er der sat et begrænset antal billetter til salg med en besparelse på 90 kroner.
Pris/billetsalg: Kr. 273/183 via aarhusbilletten.dk og på telefon 70 20 20 96