Reportage: Alive Festival – hyggelig stemning, god musik, uheldigt vejr

Det var ikke de bedste odds for en vellykket fejring af fem-års-jubilæet, årets Alive Festival havde med sig fra start. Først ville vejrguderne ikke makke ret, og festivalens første dag, fredag, blev den mest regnfyldte dag i flere måneder i Thy. Derefter aflyste The Raveonettes, der nok af mange blev betragtet som årets hovednavn, på grund af sygdom. Og for at føje spot til skade blev undertegnede anmelder fredag aften overmandet af en ondsindet og standhaftig virus, der holdt ham fra at overvære hele lørdagens program. Sidstnævnte havde vist ikke så voldsom indflydelse på afviklingen eller oplevelsen af festivalen for de resterende festivalgængere, men det gør det i sagens natur lidt vanskeligt at vurdere festivalen samlet set. Jeg skal dog gøre et forsøg på baggrund af det, jeg faktisk nåede af se.

For trods de lidt uheldige omstændigheder, så var festivalen igen i år præget af god stemning, velorganiserede og meget hyggelige rammer og ikke mindst god musik.

Festivalen havde i år valgt at udvide såvel festivalpladsen som antallet af scener fra to til tre. Hvor der således tidligere havde været skiftevise koncerter i henholdsvis Plantagehusets sal og scenen i gården, blev dette i år suppleret af en ekstra teltscene i mere parklignende omgivelser. Tilføjelsen af denne meget vellykkede scene både med hensyn til lyd, tilskuerkapacitet og omgivelser var meget kærkommen og må specielt lørdag have været en fornøjelse i det gode vejr. Men dog betød det faktum, at man nu har tre scener, også, at enkelte koncerter i lighed med de fleste andre festivaler overlappede hinanden. Dette kan naturligvis både have fordele og ulemper, da man således har et større udvalg, men samtidig ikke har muligheden for at se det hele. Jeg skal ikke stille mig til doms over denne meget forståelige prioritering, men jeg vil dog tillade mig at skumle lidt over, at jeg ikke kunne få set både Baby in Vain og Workers in Songs.

Jeg valgte ved ovennævnte dilemma Workers in Songs, og det fortryder jeg heldigvis ikke, for det var for mit vedkommende festivalens (altså fredagens) bedste koncert. Bandets blanding af alternative country og americana tilført en god bid galskab, en fantatisk evne til at være tilstede på scenen, en særdeles karismatisk forsanger og en fabelagtig guitarist var alt sammen med til at gøre denne koncert helt forrygende. Også Den Sorte Skole og fredagens hovednavn, Veto (billedet), leverede yderst levende og medrivende koncerter, mens Fallulah faldt lidt igennem – mest på grund af hendes overprofessionelle backingband, der i matchende blazerjakker og skjorter var så distancerede og fuldstændig ude af sync med Fallulahs eget udtryk og udstråling, at det nærmede sig det tragikomiske. Min sidemand og jeg døbte dem The Punch Boys.

Lørdagens program kan jeg som nævnt ikke rigtig udtale mig om, men andenhåndsberetninger fortæller i alle fald om en overordnet set meget vellykket dag med blandt andre Tako Lako som en yderst vellykket erstatning for The Raveonettes.