Gymnasielærers fanbreve savner sprogligt og analytisk overskud
Jeg er helt med på præmissen: 45-årig gymnasielærer skriver en personlig, lille bog om sit mangeårige forhold til den amerikanske superstjerne Bruce Springsteens musik. Anekdoter, reflektioner og tilløb til analyse, altsammen centreret omkring forfatterens liveoplevelser med Springsteen over de sidste par år, hvor han har nydt koncerter i både Danmark, Tyskland, Sverige, Frankrig og USA med manden, som har været hans musikalske helt siden Tunnel of Love ramte den danske provins i '87.
Eller som forfatteren selv sammenfatter det: "Det er nærmest en slags rejsedagbog - gennem værket og til nogle af de byer, hvor turnéen er kommet forbi i denne omgang. Man kunne også kalde det en envejskorrespondance om Springsteens værk og virkning". Fint. Det kunne der sådan set være kommet et pragtværk ud af, hvis man som undertegnede er tilhænger af beåndet gonzojournalistik som Dan Turell, Hunter S. Thompson eller Larry Sloman lavede og laver den.
Malplacerede opsange
At komme i nærheden af det format ville naturligvis være for meget forlangt, og Gecklers lille sag er heller ikke nogen dårlig bog som sådan. Men jeg vil vove den påstand, at den ikke udfolder sit potentiale. Og på en eller anden måde bliver vi hverken væsentligt klogere på Springsteen eller forfatteren selv - udover, måske, at sidstnævnte tilsyneladende har et lidt mere kynisk syn på sine HF-elever, end man ligefrem bør reklamere med:
Jeg sad til sommerfrokosten på gymnasiet igår og talte hf'ere sammen med en kollega. De svageste af dem er svagere end udenforstående helt kan forestille sig, og jeg mener faktisk at det vil være en succeshistorie for de svageste af pigerne, hvis de blot finder en mand, der ikke tæver dem. (...) Jo, der var da en datter af en kontanthjælpsmodtager, som ikke gennemførte, selvom hun egentlig havde evnerne, og vi nærmest bar hende - men visse mennesker bliver vist rædselsslagne, når de får chance for at bevæge sig ud af offerrollen.
Eller her, hvor Geckler adresserer de "forurettede piger", som efter hans opfattelse "har fået for meget rum" i hans HF-klasse:
Det er muligt, at de slæber rundt på deres, men det værste ved det er, at der kunne være en vej ud af deres forbitrelse, hvis de turde gå den. Jeg siger ikke, at de ville gå mod akademisk succes, for deres boglige evner er generelt for ringe - men det er egentlig ikke dér, deres problem ligger. Problemet er, at deres horisont oftest afgrænses af væggene på deres værelse- at de er fanget i deres eget snævre syn på dem selv og på verden, og at de stiller sig i vejen for deres vej ud af dette fængsel.
Ikke ulig Springsteens protagonister på plader som Darkness on the Edge of Town, fristes man til at anføre. En ting er, at det er meget svært at finde Springsteens empatiske solidaritet med samfundets svageste i ovenstående tirader. Noget andet er, at de ville passe bedre ind i Morgenavisen Jyllands-Postens debatsektion end i en bog om Bruce Springsteen.
Gymnasialt analyseniveau
Tilløbene til tekstanalyse har ofte karakter af resumé eller oversættelse snarere end egentlige, kvalitative dyk ned i teksterne. Hvilket sikkert er fint for den udenforstående, men underligt utilfredsstillende for de mange af os, som faktisk har et vist forhold til tekstuniverset. Reportagedelene er ikke drevet af tilstrækkeligt sprogligt overskud til for alvor at fænge, og observationerne undervejs er heller ikke lige interessante alle sammen.
Jeg kunne for eksempel godt have fortalt forfatteren, at man skal over Brooklyn Bridge for at finde et miljø, der tilnærmelsesvist lugter af tidlige Springsteen-tekster i dagens New York. Ligesom jeg næsten kunne gætte mig til, at livepladen fra Main Point, 1975, kan "findes på iTunes". Jeg kan strengt taget også selv tælle mig frem til, i hvor mange af sangene på et givent album bilen - som befordringsmiddel og som poetisk billede - optræder.
Det er helt fint, at det analytiske niveau er på - ja - gymmnasieniveau, og de socio-økonomiske eller for den sags skyld litterære vinkler på værket kan man opsøge andetsteds. Men med et værk som dette vil jeg bjergtages sprogligt, og det bliver jeg ikke af linier som "Jeg kan stadig bedst lide de sange, som umiddelbart faldt i min smag dengang. "No Surrender" er i min bog en af de sejeste rocksange, som nogensinde er skrevet (...) Måske er det underligt, at de nu falder i en gymnasielærers smag - men jeg synes, det er så genkendeligt".
Hyggeligt bekræftende
Efter min bedste overbevisning skal den personlige historie i et værk som dette legitimeres af et sprogligt drive, som er til at tage og føle på - tænk Slomans On the Road with Bob Dylan eller David Daltons mesterlige Janis Joplin-montage Piece of My Heart. Og det sker ikke her.
Citaterne fra Springsteen selv er fin læsning, ligesom forfatterens lejlighedsvise perspektiveringer til film som Cop Land og Deer Hunter er meningsfulde.
I hovedsagen sidder man dog tilbage med fornemmelsen af at have haft en hyggelig snak med en med-fan; du ved, den slags man kan have i toget hjem fra en god koncert eller lignende. Det er hyggeligt og bekræftende - men sjældent mere end det. Og så ville jeg iøvrigt - hvis jeg var i Gecklers sko - have en lidt dårlig smag i munden, næste gang jeg stillede mig op foran min HF-klasse.
(Vurdering: tre af seks stjerner)
