Vi fangede den danske sangerinde og sangskriver på weekendens festival
Det var til Spot Festival for tre-fire år siden, at Penny Police alias Marie Fjeldsted hørte en svensk sangerinde spille på en autoharpe. Der besluttede hun sig for, at hun også ville lære at mestre instrumentet. Siden er det finurlige instrument blevet en del af Penny Polices musikalske univers.
Sidste år var Penny Police en del af det uofficielle program på Spot Festival. Alligevel fik hun stor ros, blandt andet af det engelske musikmagasin Mojo. I år var det derfor et naturligt skridt at komme på det officielle program.
GAFFAs anmelder Lisa Amtoft Jensen skrev blandt andet om koncerten:
''På scenen virkede Marie Fjeldsted (som er Penny Polices rigtige navn) en smule tilbageholdende og forsigtig, men alligevel fangede hun mange festivalgængeres opmærksomhed. Måske fordi hun nærmest lyste af at være oprigtig og naturlig, så man nemt kunne få lyst til at blive opslugt af hendes musikalske univers.''
Læs hele den firestjernede anmeldelse her
Fremtiden ser lys ud for Penny Police, der har planer om at spille i Tyskland og udgive et album mere.
GAFFA TV mødte Penny Police til en snak om hendes musik og fremtidsplaner:





