Det danske 90'er-fænomen præsenterer sig selv i ny udgave
Den danske poptrio ibens er endnu engang tilbage i sin originale besætning, bestående af Carsten Lykke på vokal, guitar og keyboard, Henrik Marstal på bas, kor og keyboard og Kristian Obling Høeg på trommer.
Gruppen gav dansk pop et hårdt spark i bagen med deres antimaskuline popmusik i slutningen af 1990'erne. Blandt andet med landeplagen "Jeg savner min blå cykel".
Efter blot et enkelt album forlod bassist Henrik Marstal imidlertid gruppen under gensidig mudderkastning, men ibens fortsatte dog succesen (lidt mere moderat) med deres andet album "Maskulin", hvor de havde fået en ny bassist og en ekstra guitarist. Herefter gik bandet dog i pauseposition, indtil de blev genforenet i 2004 i den oprindelige konstellation, hvor de året efter udgav albummet "Ufornuft".
I november sidste år fandt bandet så atter sin form igen og udgav minialbummet "havelektronisk", der består af syv sange, der karakteriserer et nu voksent ibens.
I den forbindelse spiller gruppen nu to eksklusive koncerter i næste uge i København og Aarhus. Koncerterne er desuden teasere til et kommende album, som efter al sandsynlighed ser dagens lys til efteråret. Som support spiller den talentfulde, dansksprogede sanger Jonas Villumsen, der har en fortid som sanger og sangskriver i det alternative rockband Entakt.
Datoerne er:
Torsdag den 21. marts: Musikcaféen, København klokken 21.00
Fredag den 22. marts: HQ, Aarhus, klokken 21.00