Nyhed

Solange gæster Danmark igen

Sangerinden spiller en ekstra koncert i Danmark

Solange Knowles trådte for alvor ud af sin storesøsters skygge, da hun i efteråret udsendte singlen "Losing You". Den blev kåret til "Best New Track" af det amerikanske musikmedie Pitchfork og er siden blevet spillet næsten 1.000 gange på DR's radiokanaler.

Solange er allerede annonceret til at spille på årets Smukfest i Skanderborg. Men nu får danskerne altså endnu en mulighed for at opleve sangerinden få dage efter, når hun gæster Vega den 13. august.

Præcis som sin søster viste Solange en stor interesse for musik i en tidlig alder, og allerede som 16-årig gik hun ind i musikbranchen. Her udgav hun to album, "Solo Star" i 2003 og "Sol-Angel and the Hadley St. Dream" i 2008. Dog fandt hun sig aldrig helt til rette som popstjerne i branchens maskineri, og derfor brød hun sin pladekontrakt og slog sig ned i Brooklyn i stedet.


Her fandt hun et samarbejde med den unge britiske producer Devonté Hynes, bedre kendt som Blood Orange, som hun sammen skrev og producerede ep'en "True" med. Den udkom sidste år på selskabet Terrible Records, der drives af Chris Taylor fra indierock-bandet Grizzly Bear, og det er også herfra, at singlen "Losing You" er taget. 

Planerne er, at Solange udgiver sit nye album i løbet af 2013, og dermed er hun endelig klar til at stå på egne ben, hvilket GAFFA også har spået, da hun blev udvalgt til listen "De bliver store i 2013"

Billetter kan allerede nu købes gennem Billetnet.dk


 


ANNONCE